Vestas vinder årets første ordre i Indien
Vestas har vundet en ordre på 101 megawatt (MW) i Indien, og det er vindmølleproducentens første annoncerede ordre i 2019.
Ordren indebærer levering, installation og idriftsættelse af 46 møller af typen V120-2.2 MW til et projekt i Rajkot i den indiske delstat Gujarat, oplyser Vestas i en meddelelse mandag.
Samtidig skal den danske vindmølleproducent stå for at projektere og installere møllerne under en såkaldt EPC -kontrakt. Derudover har kunden, et datterselskab til Continuum Energy, givet Vestas en femtenårig servicekontrakt i AOM 5000-klassen.
- Vi er meget glade for at starte året med en EPC-ordre i Indien. Det viser den tillid og tiltro, som vores kunder har til vores evner på tværs af det fulde spektrum for projekter.
- Vi vil arbejde tæt med vores partnere for at hjælpe Indien med at nå behovet for vedvarende energi og forbedre den indiske vindenergisektor ved at tilbyde langsigtede jobmuligheder såvel som energi til lave priser til lokalsamfundet, siger Clive Turton, der er chef for Vestas forretning i Asia Pacific, i meddelelsen.
Møllerne skal efter planen leveres i første kvartal i år, mens de ventes at være i drift i andet kvartal.
/ritzau/FINANS