Følger ikke Jyske Bank - endnu: Konkurrenter er ikke umiddelbart klar til at droppe Visa/Dankortet
Jyske Bank annoncerede i dag, at man fremover ikke vil udstede Visa/Dankort, men kun vil udstede kortene seperat. Flere banker og pengeinstitutter følger dankortets udvikling tæt, men de har ikke planer om ændringer.
Andre banker planlægger ikke umiddelbart at følge trop, i det som Forbrugerrådet Tænk kalder et angreb på Dankortet, efter at Jyske Bank har besluttet at splitte sit Visa/Dankort.
Sydbank er en af de banker, der ikke vil gå med på den nye idé. Jan Svarre, der er bankdirektør i Sydbank, skriver følgende i en mail til Børsen:
- Vi har p.t. ikke planer om at dele kortet op i Sydbank. Men vi følger udviklingen nøje.
Lars Alstrup, der er chef for forretningsudvikling i Danske Bank, meddeler, at banken følger udviklingen tæt, men at man ikke har planer om ændringer lige nu.
- Betalingsmarkedet er generelt i forandring, og vi følger naturligvis løbende udviklingen på kortområdet.
- Konkurrence er vigtigt, også på kortområdet, og det afgørende for os er, at vi kan tilbyde kortløsninger, som giver mest værdi for vores kunder, siger han.
Jyske Banks kunder får i fremtiden både et dankort og et visakort. Ordførende direktør i Jyske Bank Anders Dam siger til Finans, at man har taget beslutningen for at give kunderne flere valgmuligheder.
Forbrugerrådet Tænk mener dog, at banken har taget beslutningen af økonomiske årsager.
- Der er ingen tvivl om, at dette her handler om kroner og øre. Bankerne tjener mindst på dankort og mere på de internationale kort, siger seniorøkonom hos Tænk Troels Holmberg.
/ritzau/