Verdensbankens chef træder uventet tilbage
Verdensbankens præsident, Jim Yong Kim, forlader topposten tre år før tiden. Der gisnes om, at årsagen til Kims overraskende exit er et anstrengt forhold til Donald Trump.
Helt uventet træder Verdensbankens præsident, Jim Yong Kim, tilbage 1. februar - tre år inden hans valgperiode udløber.
Jim Yong Kim, der har været topchef for Verdensbanken siden 2012, blev nomineret til den første femårige valgperiode af USA's tidligere præsident, Barack Obama.
Obama indstillede Jim Yong Kim til endnu en femårig valgperiode, men det er den, han nu forlader i utide.
Ifølge Reuters kan det hænge sammen med, at Jim Yong Kim har haft et anstrengt forhold til Obamas afløser, Donald Trump.
Kim har støttet finansiering af projekter, der fremmer grøn energi og stort set lukket for investeringer i kulkraft, som Trump er tilhænger af.
Verdensbanken oplyser i en pressemeddelelse, at Jim Yong Kim, vil »slutte sig til en virksomhed, der fokuserer på at øge infrastrukturinvesteringer i udviklingslande«. Verdensbanken oplyser imidlertid ikke, hvorfor Kim forlader topposten i utide.
Verdensbanken, der finansierer og yder teknisk assistance til projekter i udviklingslande, har hovedkontor i Washington.
Verdensbanken har 189 medlemslande, men USA har den største aktiepost, og det er traditionelt USA's regering, der udpeger den øverste leder af Verdensbanken. Donald Trump får dermed mulighed for at vælge, hvem der skal være bankens topchef de næste fem år.