Tyskland er overraskende tæt på recession
Tysklands industriproduktion falder overraskende meget, og der er nu reel risiko for, at Europas økonomiske sværvægter er i teknisk recession.
Europas økonomiske lokomotiv triller baglæns for tredje måned i træk. Nye tal viser, at Tysklands industriproduktion (inklusive byggeri og energi) faldt med 1,9 pct. i november 2018.
Tyskland havde svag negativ vækst i tredje kvartal, og hvis økonomien er fortsat med at bakke i december, ender også fjerde kvartal i minus. Sker det, vil Tyskland være i teknisk recession (to kvartaler i træk med negativ vækst).
Ifølge de nye opgørelser fra Tysklands økonomi- og energiministerium dækker faldet på 1,9 pct. i november over et tilbageslag på 1,8 pct. i industrien, mens byggeriet er bakket 1,7 pct., og energiproduktionen er sat 3,1 pct. tilbage. Zoomer man længere ind på industrien, viser tallene, at den største tilbagegang på 4,1 pct. har ramt producenter af forbrugsgoder.
Sammenlignes oktober/november med august/september, er der på tværs af sektorerne tale om et samlet fald i produktionen på 1,8 pct.
Opgørelserne fra det tyske økonomi- og energiministerium viser, at de såkaldt producerende erhverv - herunder industrien - havde en negativ vækst på hele 2,3 pct. i juli 2018, hvorefter der i august var et kortvarigt plus på 0,9 pct. efterfulgt af tre måneder med accelerende negativ vækst på hhv. 0,1, 0,8 og 1,9 pct. Med andre ord: negativ vækst i fire af de fem seneste måneder.
Ifølge Reuters er en del af forklaringen på tilbageslaget i den tyske industriproduktion, at landets store bilfabrikker har været nødt til at drosle ned for produktionen, mens de omstiller sig for at kunne leve op til nye emmissionskrav for bilernes udstødningsgas. Ifølge Reuters ser flere økonomer de nye negative væksttal som en tydelig advarsel om, at Tyskland er på vej i teknisk recession. Det har landet senest været i 2012/13.