Forbrugerombudsmanden advarer mod dansk netbutik: Vildleder forbrugerne til at indgå abonnement«
Forbrugerombudsmanden advarer mod netbutikken prisamok.nu, efter flere forbrugere er blevet bundet til et abonnement, når de har købt produkter på siden.
Forbrugerombudsmanden advarer nu danskerne mod netbutikken prisamok.nu, efter at flere kunder har klaget over hjemmesiden.
Kunderne har oplevet, at de efter et køb på hjemmesiden, er blevet tilmeldt et abonnement, hvor der hver måned bliver trukket 399 kroner på deres konto.
Ifølge Forbrugerombudsmanden fremgår oplysningen om abonnementet ikke tydeligt nok på hjemmesiden.
»Prisamok.nu vildleder forbrugerne til at indgå et abonnement, når de køber et produkt på hjemmesiden, fordi de ikke oplyser tydeligt om, at forbrugerne skal betale for at handle. Virksomheden bruger betalingsoplysningerne til at trække flere hundrede kroner hver måned,« siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.
Forbrugerombudsmanden kontaktede prisamok.nu tilbage i oktober og bad virksomheden om at overholde markedsføringsloven, men det har det ikke været muligt at konstatere, hvem der står bag hjemmesiden.
»Hvis forbrugerne oplever, at der uberettiget bliver trukket penge fra deres konto, er det vigtigt, at de hurtigst muligt kontakter deres bank og anmoder banken om at stoppe betalingerne og tilbageføre pengene,« udtaler Christina Toftegaard Nielsen.
Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra prisamok.nu.