Ørsted afbryder nu officielt salget af Radius
Energiselskabet Ørsted indstiller nu salget af Radius, da den politiske opbakning er væk.
Energiselskabet Ørsteds bestyrelse meddeler mandag aften, at man nu stopper salgsprocessen for elforretningen Radius, der har over en million elkunder på Sjælland.
Det sker efter, at den politiske opbakning til salget søndag forsvandt, da Socialdemokratiet meddelte, at man ikke længere støtter processen.
- Ørsteds bestyrelse har på den baggrund besluttet at afbryde processen.
- Det er fortsat bestyrelsens vurdering, at Ørsted ikke er den bedste langsigtede ejer af de nævnte forretninger, og at det er i selskabets, aktionærernes og kundernes interesse, at de overgår til et nyt ejerskab med henblik på at skærpe Ørsteds strategiske fokus og ambition om at skabe et globalt førende selskab inden for grøn energi, skriver Ørsted i meddelelsen.
Selskabet oplyser, man vil fortsætte med at undersøge, hvordan man kan skille sig af med Radius og de andre forretninger, man gerne vil sælge.
Det glippede salg sendte Ørsted ned i dagens handel, hvor aktien faldt 2,2 pct. til 435,40 kr.
/ritzau/