Erhverv

Carlsberg dropper sixpack'en, som vi kender den - og får ros fra miljøorganisationer

Lørdag lanceres den nye, grønnere sixpack.

De limede dåser er ifølge Carlsberg nemme at skille ad, og når man afleverer dem i en pantautomat, kan man lade limen sidde på dåsen. Foto: Jens Dresling

Bæredygtighedsmål og forsøg på at bruge mindre plastik er efterhånden noget, som mange danske virksomheder er begyndt at tænke over. Senest skabte tøjbutikken H&M overskrifter, da den begyndte at tage penge for plastikposer.

Nu er turen kommet til ølbranchen.

I efteråret besluttede ølgiganten Carlsberg nemlig, at det ikke længere skal være muligt at købe øl i en sixpack med plastik omkring, som vi kender den.

I stedet lanceres en ny type sixpack, hvor de seks øldåser limes sammen - et tiltag, der ifølge virksomheden selv sparer miljøet for 150 tons plastik om året.

Den nye sixpack bliver officielt lanceret lørdag, hvor den nu kan købes i de fleste dagligvarebutikker, oplyser Carlsberg i en pressemeddelelse.

»Vi vil gerne hjælpe forbrugerne med at leve mere bæredygtigt, og det er jo de konkrete handlinger, der tæller. Nu håber vi, at danskerne vil være med til sammen med os at reducere brugen af plastik på en helt ny måde,« siger Jeppe Boel, der er Marketing Manager for Carlsberg i Danmark.

Tiltaget får ros fra flere miljøfronter.

I miljøorganisationen Plastic Change understreger stifter og direktør Henrik Beha Pedersen i pressemeddelelsen vigtigheden i at forebygge, at plastik ender i havet.

»Det er et rigtig godt initiativ, Carlsberg nu har taget. Med den nye måde at holde øl sammen på vil Carlsberg spare sig selv, forbrugerne og ikke mindst naturen for tonsvis af plastik. Vi håber, at Carlsberg hermed vil inspirere andre virksomheder til at reducere deres plastikaffald, for det er den vej, vi er nødt til at gå, hvis vi ikke skal drukne i plastik,« siger Henrik Beha Pedersen, direktør i Plastic Change.

Også i WWF Verdensnaturfonden, kalder man tiltaget for et »stort fremskridt.«

»Virkeligheden er, at der findes 150 millioner tons plastik i verdenshavene i dag, og hvert år kommer der millioner af tons mere til. Derfor er det et stort fremskridt, at Carlsberg med sin Snap Pack viser retningen for en grønnere fremtid med mindre plastikforurening,« siger Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden Danmark.

De limede dåser er ifølge Carlsberg nemme at skille ad, og når man afleverer dem i en pantautomat, kan man lade limen sidde på dåsen.

Carlsberg oplyser til Finans, at de nye sixpacks officielt bliver lanceret lørdag, men at de allerede blev kørt ud i nogle butikker i sidste uge.

Der vil desuden ske en udfasning af de gamle sixpacks, som man stadig kan købe i nogle butikker, men som der ikke bliver lavet flere af nu.

BRANCHENYT
Læs også