SAS leaser tre fly til langdistanceflyvninger
SAS har føjet tre nye fly til flåden med effekt fra første halvår af 2020. Det fortæller luftfartsselskabet i en meddelelse onsdag.
De tre nye fly er af modellen Airbus A321LR, hvor "LR" står for "long range". De kan således bruges til længere strækninger end modellen A321neo. Blandt andet kan de flyve fra Skandinavien til det nordøstlige USA og Canada samt til Mellemøsten og Indien, oplyser SAS.
Flyene er smallere end de nuværende fly, SAS bruger på sine interkontinentale ruter, og har derfor plads til færre end de 266 passagerer, der er standard for de nuværende "wide-body"-flytyper.
SAS har endnu ikke taget stilling til, hvor de nye fly skal sættes ind, eller hvordan kabinerne skal indrettes. Det vil der komme mere information om i sommeren 2019, lover selskabet.
Flyene er leaset af ALC, Air Lease Corporation.
/ritzau/FINANS