Erhverv
0

Norwegian efter aflyst købsinteresse: Vi fortsætter kursen

IAG vil sælge sine aktier i Norwegian, og det sendte aktien i frit fald. Ledelsen sælger ud og vil spare og effektivisere for 3 mia. norske kr.

Norwegian aktiens styrtdykkede torsdag på børsen i Oslo.

Norwegian ændrer hverken planer eller strategi, efter at luftfartsgiganten IAG har meddelt, at man ikke vil byde på det norske lavprisselskab. I stedet vil IAG, der har British Airways som det dominerende selskab, sælge sin aktiepost i Norwegian.

»Norwegians planer og strategi forbliver uændret. Selskabets mål er at fortsætte med at bygge en bæredygtig virksomhed til fordel for vore kunder, ansatte og aktionærer,« oplyser bestyrelsesformand Bjørn Kise i en meddelelse på Twitter.

Norwegian har gennem længere tid haft alvorlige økonomiske udfordringer, og selskabet gennemførte sidste år en aktieemission for at skaffe penge i kassen.

Siden har selskabet iværksat et spareprogram, der skal reducere omkostninger og skabe effektiviseringer for 3 mia. norske kr. i løbet af 2019. Norwegian har eksempel nedlagt en række udenlandske baser og lukket tabsgivende ruter.

Desuden har selskabet solgt en række fly for at forbedre det finansielle beredskab.

Selskabet har en gæld på mere end 20 mia. norske kr. Herunder en række obligationslån, hvor der er tilknyttet et krav om, at egenkapitalen til enhver tid skal være på 1,5 mia. norske kr.

Flere luftfartsanalytikere har sat spørgsmålstegn ved, om betingelsen vil være opfyldt i løbet af første kvartal, som er lavsæson for luftfarten med lavere billetindtægter.

Opfylder Norwegian ikke betingelserne, må ledelsen skaffe ny kapital eller forhandle en ændring af vilkårene.

Meddelelsen fra IAG sendte Norwegian aktien i det største fald på en enkelt dag på børsen nogensinde. Kursen faldt med 21,48 pct., og det svarer til, at børsværdien blev reduceret med knap 1,8 mia. norske kr. Aktiekursen har ikke været lavere siden december 2012.

BRANCHENYT
Læs også