Erhverv
0

Dansk hotelfamilie har solgt livsværket

Den hurtigtvoksende lavpriskæde Zleep Hotels skifter ejer. Familien bag scorer trecifret millionbeløb.

Adm. direktør i Zleep Hotels, Peter Haaber. Foto: Zleep Hotels

Peter Haaber måtte pantsætte sit hus og få hjælp af en ejendomsmatador for at stifte sin egen hotelkæde. Det sats skulle vise sig at give pote.

Uden en nævneværdig formue har han sammen med sin familie banket hotelkæden Zleep Hotels op fra bunden, og nu har familien solgt 51 pct. af kæden til tyske Deutsche Hospitaly for et trecifret millionbeløb. Det skriver Børsen.

»Vi har nået det punkt, som vi kunne nå alene. Vi er vokset rigtig meget de seneste år og har flere hoteller i pipelinen, men hvis vi skulle vokse yderligere, skulle vi have en kapitalstærk partner, og det er vi sikret nu,« siger stifter og adm. direktør i Zleep Hotels, Peter Haaber, til Børsen.

Peter Haaber åbnede sit første Zleep-hotel i 2003. I dag har kæden 11 hoteller og fire nye på vej. Den nye hovedejer, Deutsche Hospitality, ejer en række forskellige hotelbrands i 18 forskellige lande.

Ifølge Peter Haaber var der flere interesserede købere til Zleep Hotels, heriblandt kapitalfonde, men de har fået et nej tak.

»Kapitalfonde er sikkert en god idé, hvis du er ude efter hurtige penge, men sådan har jeg det ikke. Jeg synes, dette er skideskægt,« siger Peter Haaber til Børsen.

I 2017 omsatte Zleep Hotels for 68,7 mio. kr., mens nettooverskuddet var på 2,6 mio. kr. Konceptet er lavpris og ikke kun på det danske marked. Zleep Hotels har også udvidet til Sverige, der geografisk er langt større og derfor rummer større efterspørgsel på hotelovernatninger.

Når salget til Deutsche Hospitality er gennemført, vil den nye ejer sammen med Haaber-familien investere et større millionbeløb i hotelkæden, så den kan fortsætte sin vækst i Norden, lyder det.

Peter Haaber og hans familie er ikke de eneste herhjemme, som nu kan kalde sig mangemillionærer på hoteldrift. Blandt Danmarks rigeste finder man Henning Arp-Hansen, der sammen med sin bror er hovedejer af Arp-Hansen Hotel Group.

BRANCHENYT
Læs også