Erhverv

Boeings flyvende bil er lettet

Den amerikanske flyproducent er lykkedes med en testflyvning af en selvstyrende og elektrisk bil.

Boeing har i jagten på den flyvende bil opkøbt Aurora Services, der samarbejder med Uber. Foto: Boeing Media Room.

Der findes mange spådomme om fremtiden. De er spekulative, men en verden med flyvende biler ser nu ud til at nærme sig. Tirsdag løftede Boeings flyvende bil sig nemlig fra jorden under en testflyvning i Manassas, Virginia, og svævede nogle meter over jorden, før den landede igen. Det skriver selskabet selv i en pressemeddelse.

Den flyvende bil, som er ni meter lang, elektrisk og selvdreven, kan flyve op til 50 miles uden at skulle genoplades, svarende til 80 km. Ifølge Boeing selv er der tale om et bud på fremtidens passagertransport.

I 2017 købte den amerikanske flyproducent Aurora Services, som er ved at udarbejde en flyvende taxi med Uber Technologies. Tanken er, at denne skal blive en del af Ubers flåde med flyvende taxier en gang i fremtiden. Ifølge planen bliver byerne Los Angeles og Dallas-Fort Worth de første, der udstyres en luftvejsnet, og kommercielle flyvninger forventes at begynde i 2023.

Men det er ikke kun Boeing og Uber, som ser potentiale i foretagendet. Rivalen Airbus har også foretaget testflyvninger, og ifølge investeringsbanken Morgan Stanley kan branchen omsætte for op til 2.900 mia. dollars i 2040, svarende til svimlende 19.000 mia. kr. De mest pessimistiske bud peger på en omsætning på ca. 615 mia. dollar, eller 4047 mia. kr.

Boeing har også en slags flyvende lastbil på vej, som kan transportere op til 500 pounds (godt 226 kg). Efter planen skal den testes udendørs senere i år.

BRANCHENYT
Læs også