Bios varsler retssag mod Falck
Hollandske Bios tabte et millionbeløb, fordi Falck benyttede ulovlige metoder i sagen om ambulandedrift i Region Syddanmark. Selskabet overvejer retsligt efterspil.
Selskabet Bios fra Holland varsler et retsligt efterspil mod Falck.
Meldingen kommer, efter at Konkurrencerådet har besluttet, at man vil melde Falck til bagmandspolitiet for at have misbrugt sin dominerende stilling i Danmark til at skade selskabet, der havde overtaget ambulancekørslen i Region Syddanmark.
»Vi har nu sort på hvidt, at Falck misbrugte sin position og forhindrede os i at levere en bedre og billigere service til borgerne i Region Syddanmark. Vi vil nu nærlæse afgørelsen, når den engang er tilgængelig i sin fulde længde, men jeg kan sige klart, at vi med dagens afgørelse selvfølgelig vil søge at blive kompenseret for det enorme tab, som Falcks helt uhørte adfærd har kostet vores virksomhed og den hollandske gruppe af aktionærer. For os hersker der ingen tvivl om, at Falcks handlinger er den direkte årsag til, at vores danske virksomhed gik konkurs,« oplyser Stef Hesselink, adm. direktør i Bios-groep.
Det hollandsk ejede selskab gik konkurs, da Falck ifølge Konkurrencerådet havde en strategi, der forhindrede selskabet i at få fodfæste på det danske marked. De ulovlige metoder virkede, og ifølge Bios-groep har det påført selskabet et stort milliontab. Det har tidligere været fremme, at Bios groep vil rejse et erstatningskrav på 90+ mio. kr.
»Det har personligt og økonomisk været en opslidende og belastende proces at være en del af. Men i dag tænker jeg først og fremmest på de medarbejdere, som tog arbejde i Bios, da vi vandt udbuddet, men som skulle trues og mobbes, bare fordi de ikke ville arbejde hos Falck,« siger Stef Hesselink.
Næste skridt i sagen er, at Falck har mulighed for at anke afgørelsen til Konkurrenceankenævnet, og derefter kan sagen indbringes for domstolene.
Bios driver ikke længere forretning i Danmark, men det hollandske moderselskab driver fortsat en ambulancetjeneste og transportvirksomhed for folk med reduceret mobilitet i hjemlandet. Virksomheden udfører mere end tre millioner transporter årligt.