- Opdateret 31/01/2019 kl. 08:27
Bedste resultat nogensinde: Ørsted lander nettoresultat på næsten 20 mia. kr.
Energigiganten Ørsted kom ud af 2018 med et nettoresultat på 19,5 mia. kr. Selskabet vil fortsat sælge Radius.
Ørsted kommer stærkt ud af 2018. Selskabet lander et nettoresultat på 19,5 mia. kr., hvilket er en markant stigning i forhold til året før, hvor resultatet landede på ca. 13 mia. kr.
Samtidig vil Ørsted forgylde aktionærerne. Bestyrelsen i energikæmpen indstiller til et udbytte på 9,75 kr. pr. aktie, hvilket er en stigning på 8,3 pct.
Det viser årsrapporten for 2018, som Ørsted har præsenteret torsdag morgen.
»2018 var et fantastisk år for Ørsted. Vi leverede vores bedste finansielle resultat nogensinde, og vi øgede vores bidrag til den grønne omstilling, således at 75% af den el og varme, vi producerer, nu kommer fra grøn energi. Den globale vækst inden for vedvarende energi vil gå stærkt i de kommende år. Vi er godt rustet til at tage del i denne betydelige vækst,« udtaler koncernchef Henrik Poulsen.
Samtidig vil Ørsted fortsat af med eldistributionsforretningen Radius. Salgsprocessen blev ellers indstillet i januar, da den politiske opbakning til et salg begyndte at skride på Christiansborg.
»Det er fortsat bestyrelsens vurdering, at Ørsted ikke er den bedste langsigtede ejer af disse forretninger. Som en konsekvens har vi klassificeret forretningerne som aktiver bestemt for salg, og vi fortsætter med at undersøge mulighederne for at afhænde dem. Vi forventer et exit fra alle disse forretningsområder i løbet af 2019,« udtaler Henrik Poulsen i en kommentar til årsrapporten.
En del af spændingen var på forhånd taget ud af regnskabet, da Ørsted allerede onsdag offentliggjorde tallene for driftsresultatet for 2018, fordi det lå mærkbart over forventningerne.
Driftsresultatet (ebitda) hos Ørsted landede i 2018 på 30 mia. kr., hvilket er en stigning på 33 pct. i forhold til 2017.
Ørsted forventer at drifsresultatet i det nye år vil lande på et niveau på 15,5-16,5 mia. kr. sammelignet med 15 mia. kr. i 2018. Bruttoinvesteringerne for 2019 forventes at udgøre 21-23 mia. kr
Ørsted årsrapport 2018:
Mia. kr. | 4. kvartal 2018 | 4. kvartal 2017 | 2018 | 2017 |
Omsætning | 23,5 | 15,6 | 77 | 59,5 |
Driftsresultat | 19,2 | 13 | 30 | 22,5 |
Resultat | 15,2 | 9,4 | 19,5 | 13,3 |