Erhverv
0

FLSmidth får største ordreindgang i seks år - men cementdivision skuffer markant

FLSmidth kan notere den største ordreindgang i seks år, viser koncernens årsrapport. Men fjerde kvartal skuffer og ligger ert stykke under forventningerne.

Koncerndirektør i FLSmidth, Thomas Schulz. Foto: Nicolai Lorenzen

Ingeniørkoncernen FLSmidth kommer ud af 2018 med et regnskab, der både peger den ene og den anden vej.

På plussiden kan selskabet med en stigning i ordrene på 13 pct. notere den største ordreindgang i seks år, men omvendt skuffer selskabets fjerde kvartal på flere områder.

I årets sidste tre måneder endte bundlinjen med et resultat på 169 mio. kr., hvilket var mærkbart lavere end estimatet på lige under 290 mio. kr. Omsætningen endte i samme periode på 5,45 mia. kr - en stigning på knap 10 pct. i forhold til samme periode året før.

Det er især cementdivisionen, der skuffer i fjerde kvartal på både omsætning og driftsresultat.

Investorerne er også lunkne efter regnskabet. FLS-aktien falder kort efter regnskabets offentliggørelse med over 4 pct.

Topchef Thomas Schulz glæder sig dog over udviklingen.

»Den kraftige ordreindgang i 2018 sker på baggrund af en positiv udvikling i mineindustrien, men er også et resultat af organisationens indsats, vores position og stærke livscyklusløsninger. Samlet set skaber det et godt fundament for fremtidig vækst,« siger han.

For hele 2018 landede omsætningen på 18,75 mia. kr., hvilket var en stigning på 4 pct. i forhold til året før. Resultatet for året lander på 635 mio. kr.

Stigningen i ordreindgangen kommer efter en vækst på 24 pct. i selskabets minedivision, mens cementforretningen er forholdsvis uændret.

Topchef Thomas Schulz forventer, at den positive udvikling i mineindustrien vil fortsætte »moderat« i 2019, mens markedsvilkårene i cementindustrien forbliver uændret.

Til gengæld påpeger selskabet selv et lavt niveau af frie pengestrømme.

»Pengestrømme fra driften blev påvirket af en signifikant negativ udvikling i ophørende aktiviteter, og de frie pengestrømme udgjorde kun 100 mio. kr.,« skriver FLSmidth i årsrapporten.

FLSmidth sigter i år efter en omsætning på mellem 19-21 mia. kr.

Mio. kr.Fjerde kvartal 2018Fjerde kvartal 201720182017
Omsætning5.4504.94318.75018.000
Ordreindgang 4.5034.83621.74119.170
Driftsresultat5824931.8261.732
Frie pengestrømme46602100952
Resultat16918563574
BRANCHENYT
Læs også