Erhverv
0

Danmark trækker Postnord i kæmpeminus

Forårets store spareplan bider sig ind i resultaterne hos Postnord, som ender med et milliardminus i svenske kroner for året.

Stor spareplan sætter spor i regnskabet hos Postnord. Arkivfoto

De sløje resultater tynger fortsat Postnord. Selv om fjerde kvartal med julegavesæsonen bidragede med en god portion millioner til bundlinjen, var det langtfra et stort nok plaster til at dække den nordiske postkoncerns gigantiske underskud for året.

Omsætningen for Postnord stagnerede i 2018 set i forhold til 2017, mens underskuddet tredobledes til 1,07 mia. svenske kroner. Det skyldes ikke mindst forårets store spareplan til 1,1 mia. svenske kroner, hvor postkoncernen afvikler medarbejdere på særlige vilkår i Danmark.

Til trods for en mindre omsætningsfremgang i fjerde kvartal lykkedes det ikke Postnord at forvandle det til en stigning på driften og bundlinjen. Selskabet tjente kun 123 mio. svenske kroner i kvartalet i 2018 mod 207 mio. svenske kroner i 2017.

På grund af digitaliseringen faldt brevmængderne samlet med 14 pct. i kvartalet, heraf 18 pct. i Danmark og 13 pct. i Sverige.

Danmark er stadig en plet i regnskabet, hvad angår bidraget til bundlinjen. Selv om minusset på driften fra de danske postomdelere er mindre end i 2017, blev det til et underskud på 420 mio. svenske kroner i 2018. Forretningerne i Sverige, Norge og Finland kom alle ud med et plus på driften.

BRANCHENYT
Læs også