Færre passagerer i stor jysk lufthavn
Udenrigstrafikken faldt markant i Aalborg Lufthavn i januar. Billund Lufthavn har fortsat fremgang.
Et markant fald i udenrigstrafikken og færre indenrigsrejsende betyder, at Aalborg Lufthavn har mistet passagerer.
Det er usædvanligt for den nordjyske Lufthavn, som er vant til vækst i antallet af rejsende. Billund Lufthavn har fortsat fremgang i passagertallene.
Udenrigsruterne fra Aalborg havde i januar et faldt i passagertallet på 15,6 pct. Samlet havde lufthavnen i januar 9 pct. færre rejsende.
Tilbagegangen kommer ikke uventet. Kapaciteten på ruterne til udlandet er nemlig faldet
»Sidste år i samme måned var der en udenrigsfremgang på hele 63,9 pct., der i sig selv er svær at leve op til,« siger Søren Svendsen, direktør i Aalborg Lufthavn.
Også antallet af rejsende på indenrigsruterne gik tilbage med 8,3 pct. Til gengæld er chartertrafikken vokset med 10,4.
I Billund satte lufthavnen endnu en gang passagerrekord for januar med en fremgang på 4 pct. Dermed fortsætter væksten i Danmarks næststørste lufthavn, som i 2018 havde 3,9 pct. flere rejsende.
Det er især netværksselskaberne, der skaber væksten. Billund har forbindelse til 10 større trafikale knudepunkter i Europa, og trafikken til disse destinationer er vokset med 9 pct. Især Det polske LOT, det hollandske KLM og British Airways har haft vækst.