Serier

Falck-chef laver kovending i konkurrencesag: »Det er helt uacceptabelt, hvad der blev sagt og gjort dengang«

Først ville Falck anke afgørelsen i konkurrencesag, men nu er selskabet vendt 180 grader.

Afsporet af Falck
Konkurrencerådet mener, at Falck har misbrugt sin dominerende stilling på ambulancemarkedet til at udelukke en konkurrent og dermed gjort overtrådt konkurrenceloven. Jakob Riis, topchef i Falck (billedet), vil ikke anke dommen. Foto: PR/Carsten Snejbjerg

Jakob Riis har drejet så hårdt på rattet, at Falck har lavet en vending på 180 grader i en stærkt omtalt konkurrencesag. Falck har nemlig besluttet sig for ikke at anke afgørelsen til Konkurrenceankenævnet og domstolene.

Det oplyser den danske ambulancekæmpe i forbindelse med sit regnskab for 2018.

»Vi har klare etiske retningslinjer for, hvordan vi agerer over for konkurrenter, og vi er godt på vej i vores oprydning og turnaround. Det ønsker vi ikke, at der sås tvivl om. At anke sagen ville kompromittere den etiske linje, vi står for. Forretningsmæssigt ville det fjerne fokus fra den turnaround, vi er godt på vej med. Nu gælder det om at genoprette vores kunders og omverdenens tillid til Falck,« udtaler Jakob Riis i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet.

Onsdag i sidste uge afgjorde Konkurrencerådet, at Falck havde misbrugt sin dominerende stilling på ambulancemarkedet til at spænde ben for konkurrenten Bios i forbindelse med et milliardstort udbud i Region Syddanmark i 2014.

Da afgørelsen kom, lød der helt andre toner fra Falck-chefen. Har var han fast besluttet på at kæmpe.

»Vi er ikke enige med Konkurrencestyrelsens afgørelse. Vi mener, at vi har opført os dumt, men ikke ulovligt,« udtalte Jakob Riis til Finans.

I resumeet af Konkurrencerådets afgørelse beskrives det, hvordan Falck ifølge konkurrencemyndighederne har ageret ulovligt ved at misbruge sin dominerende stilling på ambulancemarkedet til at holde konkurrenten Bios ude.

Strategien var ifølge myndighederne at ekskludere Bios fra det danske marked for ambulancetjenester ved at skabe usikkerhed og bekymring om konkurrenten som leverandør og arbejdsplads og derved afskærme selskabet fra at rekruttere ambulancereddere fra Falck.

Strategien er ifølge konkurrencemyndighederne ført ud i livet ved hjælp af etablering og brug af en Facebook-gruppe, formidling af negative historier om konkurrenten, mobilisering af ambassadører, som kunne tale Falcks sag, interne nyhedsmails, brug af tillidsmænd og målrettet påvirkning af ambulanceredderne i Region Syddanmark. Konkurrencerådet har påbudt Falck at ophøre med at misbruge sin dominerende stilling og vil politianmelde Falck efter endt ankesag

»Falck levede i 2014-15 ikke op til omverdenens og vores egne forventninger til os selv. Det er helt uacceptabelt, hvad der blev sagt og gjort dengang,« udtaler Jakob Riis i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for 2018.

Fra Bios lyder det i en udtalelse fra adm. direktør Stef Hesselink, at man vil følge op på myndighedernes afgørelse.

»Det er positivt, at Falck og deres ejere erkender, hvad der er blevet dokumenteret meget grundigt af konkurrencemyndighederne. Det var det eneste rigtige at gøre. Det er imidlertid stadig vigtigt at huske, at Falck har været skyld i store tab for mange mennesker på grund af det her. Hvis Falck virkelig vil leve op til deres ansvar, bør de træde frem og fortælle, hvordan de vil kompensere for det, der er sket,« udtaler han.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også