Erhverv
BREAKING
0

Tysk flyselskab begæret konkurs

Et fejlslagent forsøg på at skaffe ny finansiering koster nu flyselskabet Germania livet.

Germania gik på vingerne i 1978. Foto: Marcel Kusch/picture-alliance/dpa/AP Images

Det tyske flyselskab Germania er natten til tirsdag gået konkurs efter længere tids økonomiske problemer. Det oplyser selskabet på sin hjemmeside.

Ifølge Germania har det været umuligt at skaffe den nødvendige finansering til at fortsætte driften, og derfor var eneste udvej at begære selskabet konkurs, siger adm. direktør Karsten Balke.

Alle Germanias flyvninger er indstillet.

For en måned siden bekræftede Germania, at selskabet undersøgte mulighederne for at skaffe frisk kapital, f.eks. ved at lade sig sælge. Men det har altså ikke været muligt.

Germania gik på vingerne i 1978 og har hovedsageligt fløjet indenrigsflyvninger i Tyskland samt til lande i Middelhavsområdet, Nordafrika og Mellemøsten. Selskabets 37 fly fragtede årligt cirka 4 mio. passagerer.

Det er øgede brændstofpriser i løbet af sommeren samt en svagere euro over for dollaren, som er blandt hovedårsagerne til Germanias økonomiske problemer, lyder det.

»Jeg beklager til alle vore kunder, som ikke kan gennemføre deres flyvninger,« udtaler Karsten Balke på Germanias hjemmeside.

Germanias schweiziske datterselskab Germania Flug og leasingselskabet Bulgarian Eagle er foreløbig ikke berørt af konkursen, oplyser selskabet.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også