Ambu forlænger tre kontrakter med amerikansk indkøbsorganisation
Medicoselskabet Ambu har forlænget tre kontrakter med den amerikanske indkøbsorganisation Healthtrust Purchasing Group. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse tirsdag.
To af aftalerne trådte i kraft allerede 1. januar og løber i fem år. De kontrakter betyder, at Ambu i den periode vil være en ud af to leverandører af genoplivningsposer på kontrakt med indkøbsorganisationen, som køber ind til mere end 1600 hospitaler.
- I Ambu er vi stolte af at være en foretrukken leverandør af livreddende udstyr. Ambu-genoplivningsposen blev en revolution inden for førstehjælp, da vi opfandt den i 1956, og er - med løbende forbedringer gennem årene - stadig vigtigt udstyr på hospitaler og i ambulancer, siger Lars Marcher, der er administrerende direktør hos Ambu.
Samtidig har medicoselskabet fornyet en fireårig eksklusivaftale med indkøbsorganisationen om at være eneleverandør på breathing circuits og ansigtsmasker. Den aftale trådte i kraft 1. februar i år.
/ritzau/FINANS