Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Michelin-restauratør: Lidt af et antiklimaks

René og Louise Mammen, Substans i Aarhus, er glade for at kunne beholde deres stjerne, men kede af det på vegne af Restaurant Frederikshøj, der heller ikke denne gang fik stjerne nummer to.

Michelin-stjernens skyggesider
Henne Kirkeby Kro vandt den nye pris for bedste personale. Ellers var der ikke så meget nyt i det jyske. Foto: Stine Rasmussen

En skuffelse for Fyn og Jylland – og Aarhus fik ikke den ekstra stjerne, som den har fortjent.

Sådan opridser Louise Mammen, der sammen med sin mand, René Mammen, driver Restaurant Substans i Frederiksgade i Aarhus, fordelingen af stjerner i årets nordiske Michelin-guide.

»Det var lidt af et antiklimaks. Alle havde troet, at nogle fynske restauranter kom med nu. Specielt fordi Michelin-anmelderne har været der. Og at der ikke var stjerner til Nordjylland denne gang, forstår jeg heller ikke. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der skal til,« siger Louise Mammen, som dog selv har en stjerne i guiden.

Og så havde jeg – og i øvrigt mange andre – troet, at Frederikshøj denne gang skulle have stjerne nummer to. Det kunne vi godt have undt Wassim Hallal.

Louise Mammen, Substans

»Og så havde jeg – og i øvrigt mange andre – troet, at Frederikshøj denne gang skulle have stjerne nummer to. Det kunne vi godt have undt Wassim Hallal, og lejligheden var helt perfekt, fordi uddelingen foregik i Aarhus,« mener hun.

Hun og ægtemanden havde været med til at tippe på, hvem der ville få stjerner i Guide Nordic Countries. Men de har gættet helt skævt, erkender de.

Michelin ved bedst

»Jeg havde én rigtig, fordi jeg vurderede, at Gastrologik i Stockholm ville få to stjerner,« afslører René Mammen.

»Og jeg var ret sikker på, at Falsled Kro på Fyn ville komme med denne gang,« siger Louise Mammen, der dog også mener, at Michelin-guiden med sine valg trods alt formår at sende det budskab, at den selv ved bedst.

»De ligger i hvert fald ikke under for pres, for det synes jeg, der har været. Nu kan vi kradse lidt i det og mene, det er uretfærdigt, men sådan er Michelin. Det ville jo heller ikke være okay, hvis de delte en masse stjerner ud, fordi vi pressede dem til det,« mener hun.

Parret lukker til maj deres restaurant i Frederiksgade i Aarhus for at etablere en ny toprestaurant øverst i Pakhusene på Aarhus Ø.

»Vi har meddelt Michelin, at vi lukker ned i en periode. I det lys er vi ret taknemmelige for, at vi alligevel får lov at beholde vores stjerne,« siger Louise Mammen.

Alles øjne hvilede aftenen igennem på Wassim Hallal fra Restaurant Frederikshøj, og da prisuddelingen var slut, satte han kursen direkte mod udgangen.

Hvad siger du til det, Wassim?

»Jeg er på vej hjem,« var hans eneste bemærkning.

BRANCHENYT
Læs også