Erhverv

Virksomhedsgigant har betalt nul kroner i skat i USA i to år

I 2017 blev selskabsskatten i USA sænket fra 35-21 pct., men det har ikke haft den store indvirkning for Amazon.

Ifølge ITEP har Amazon ikke betalt føderale skatter i USA de seneste to år. Foto: Ina Fassbender/picture-alliance/dpa/AP Images.

I 2017 betalte virksomheden ikke en krone i føderale skatter i USA. Det samme skete i 2018. Der er ellers tale om et selskab med en værdi i omegnen af 800 mia. dollar, svarende 5.262 mia. kroner.

Ifølge en rapport fra tænketanken Institute on Taxation and Economic Policy (Institut for Skat og Økonomisk Politik, red.) (ITEP) har Amazon ikke betalt en øre i skat hverken i 2017 eller 2018 i USA.

Sideløbende med den manglende skattebetaling har Amazon haft en god forretning. Overskuddet fra 2017 til 2018 er nemlig gået fra 5,6 til 11,2 mia. dollar - fra godt 36 til 73 mia. kroner.

I 2017 blev selskabsskatten i USA nedsat fra 35 til 21 pct., men ifølge ITEP blev vigtige smuthuller i lovgivningen ikke tætnet, hvilket har muliggjort, at nogle virksomheder har betalt væsentlig mindre i skat. Alene i 2018 har Amazon dermed fået en skatterabat på 129 mio. dollar (knap 850 mio. kr.). Det svarer til en skatteprocent på minus 1,2 pct.

Kontrasten i forhold til årene 2011-2016 er stor, hvor Amazon gennemsnitligt betalte 11,4 pct. i skat.

Senest har Amazon også været i vælten, da virksomhedens planer om at bygge et nyt hovedkvarter i New York er blevet afblæst grundet borgernes utilfredshed. Her var planen også at bygge en helikopterholdeplads til Amazon, som byens indbyggere skulle medfinansiere.

Amazon er stiftet i 1994 af Jeff Bezos, som fortsat er administrerende direktør i Amazon den dag i dag. Bezos er verdens rigeste mand.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også