Erhverv
0

NKT sætter punktum for hårdt år: Mangel på ordrer giver minus

Kabelproducenten NKT har ikke haft nok at lave gennem 2018. Året har budt direktørfyring og underskud.

NKTs kabelfabrik i Asnæs, Odsherred Kommune. Foto: Lærke Posselt

Kabelproducenten NKT har ikke haft nok at rive i gennem 2018 og har derfor fået underskud.

NKT producerer og sælger blandt andet søkabler til havvindmølleparker, men har gennem de seneste år haft svært ved at få nok ordrer.

Det har betydet, at der ikke har været nok at lave på selskabets fabrikker til at dække omkostningerne.

NKT kommer ud af 2018 med et minus på 345 millioner kroner. Det viser årsregnskabet, der er offentliggjort torsdag morgen.

2017 var heller ikke en jubeldans for selskabet, men der var resultatet dog bedre med et minus på 25,4 millioner kroner.

De svage resultater har sendt aktiekursen i gulvet i 2018, og i november blev administrerende direktør Michael Hedegaard Lyng fyret efter 11 år på pinden.

Han er indtil videre blevet afløst af Roland M. Andersen, der erkender, at resultaterne ikke har været tilfredsstillende i 2018.

- Samlet set var vores finansielle resultater i 2018 i overensstemmelse med vores seneste finansielle forventninger fra november 2018.

- 2018 har imidlertid været svært for NKT med både interne og eksterne udfordringer og dermed lavere indtjening end oprindelig forventet, siger han i en kommentar til regnskabet.

Han fremhæver dog, at NKT gennem sidste halvdel af 2018 vandt ordrer til en værdi af knap seks milliarder kroner, hvilket giver gode perspektiver for fremtiden.

BRANCHENYT
Læs også