Erhverv
0

Ørsted og Ørsted mødes i navnedyst i Sø- og Handelsretten

Tirsdag starter en sag i Sø- og Handelsretten, der skal afgøre, om energigiganten Ørsted må hedde Ørsted.

Ørsted selv har tidligere sagt, at man mener at stå på meget sikker grund juridisk Foto: Ørsted

I efteråret 2017 besluttede det daværende Dong Energy at skifte navn til Ørsted. Men det huer langt fra flere efterkommere af den kendte videnskabsmand H.C. Ørsted, der har trukket havvindmøllegiganten i Sø- og Handelsretten for at stoppe brugen af deres navn.

Første retsmøde i den sag ligger tirsdag.

Dong - nu Ørsted - skiftede ifølge sig selv navn for at understrege, at selskabet var i gang med at sælge sine olie- og gasaktiviteter fra for at fokusere på grøn energi. Samtidigt var der en uheldig betydning af navnet Dong på engelsk.

- Vi ser vores valg af navn som en hyldest til H.C. Ørsted, og vi har lagt stor vægt på at anvende navnet på en respektfuld måde i forhold til videnskabsmanden, sagde Ørsted kommunikationschef Martin Barlebo til Ritzau efter navneskriftet.

Dongs navneskift kom dog oven på en voldsomt kritiseret børsnotering, hvor staten solgte en del af selskabet til Goldman Sach efter et forløb, der blev beskrevet som lukket og uigennemsigtigt.

Processen, og de efterfølgende markante bonusser til selskabets ledelse, gjorde, at Dong blev forhadt i en grad, hvor medarbejdere blev chikaneret for at bære logoet.

- Når Dong på denne måde overtager vores slægtsnavn, og så oven i købet mener at gøre det som en anerkendelse af vores forfader H.C. Ørsted, har de gjort regning uden vært.

- Det vil vi repræsentanter af Ørstedslægten på ingen måde bifalde. Dongs navneskift er efter vores vurdering både ulovligt og smagløst, skrev Søren Peter Ørsted i en mail til Ritzau i starten af 2018.

Ørsted selv har tidligere sagt, at man mener at stå på meget sikker grund juridisk i forhold til at tage navnet.

I en artikel i Berlingske har flere eksperter dog vurderet, at familien har en god sag.

For mens Patent- og Varemærkestyrelsen har haft en praksis om, at det kun er helt sjældne navne, virksomheder ikke må bruge, er navne ifølge navneloven beskyttet, hvis der er færre end 2000, der bærer dem. Og da der er omkring 1200, der hedder Ørsted til efternavn, kan det tælle.

- Sagen er principielt, retligt interessant, fordi det er et område, hvor der er tvivl, sagde Jens Schovsbo, professor ved immateriel ret ved Københavns Universitet, til Berlingske på det tidspunkt.

BRANCHENYT
Læs også