Erhverv

Choksejr i Madrid sender Ajax' aktier i vejret

Udsigten til store præmiepenge er med til løfte kursen på aktierne i fodboldklubben Ajax efter 4-1 sejren på Bernabéu i Champions League.

Nedtur for Real Madrid og optur for Ajax - både på banen og på børsen i Amsterdam dagen derpå.

Pladsen i kvartfinalen i Champions League til fodboldklubben Ajax har fået virksomhedens aktier til at foretage den største stigning i de seneste to år.

Da børsen i Amsterdam åbnede var det med en stigning til Ajax-aktierne på 9,5 pct. og den stigning har fodboldholdet stort set holdt fast i indtil videre.

Ajax, med danskerne Kasper Dolberg og Lasse Schøne på banen, den sidste som målscorer, bankede Real Madrid baglæns ud af både Champions League og hjemmebanen Bernabéu i Madrid med en 4-1 sejr.

Real Madrid var kæmpefavoritter efter at have vundet den første kamp i Amsterdam med 2-1.

Men den kongelige spanske klub fortsatte på hjemmebane den nedtur, der allerede har sendt dem ud af konkurrencen om det hjemlige mesterskab og pokalturneringen.

Som den spanske sportsavis Marca med vanlig dramatik skriver, så markerede nederlaget i Madrid ”afslutningen på en cyklus og en revolution i horisonten” for den spanske klub.

Når Ajax-aktien stiger så meget, så skyldes det at en plads i kvartfinalen er omkring 10,5 mio. euro værd alene i præmiepenge. Vinder Ajax også sin kvartfinale er der yderligere 31 mio. euro i præmiepenge.

Desuden har succes i Champions League en tendens til at gøre sig godt hos sponsorerne op til nye forhandlinger, og det er også medvirkende til kursstigningen.

BRANCHENYT
Læs også