Erhverv

Just-Eat vokser markant: 221 millioner ordrer på et år

221 millioner gange blev der bestilt mad som pizza, kebab eller sushi på Just-Eat i 2018.

Sidste år nåede Just-Eat en milepæl, da det indgik aftale med restaurant nummer 100.000. Foto: Gorm Olesen

Det har været med til at øge omsætningen med 43 procent til 6,7 milliarder kroner. Det viser Just-Eats årsregnskab, der er offentliggjort onsdag.

I alt har Just-Eat 26 millioner aktive kunder, og de bestiller i gennemsnit mad 8,4 gange om året.

Just-Eat nævner en god udvikling i Storbritannien, Canada, Frankrig, Italien og Frankrig.

Sidste år nåede Just-Eat en milepæl, da det indgik aftale med restaurant nummer 100.000.

Selskabet fremhæver, at det har aftaler med store spillere som McDonald's, KFC, Tim Hortons, Hungry Jack og Subway.

Ud over en stor vækst i salget kan Just-Eat notere et positivt resultat.

Overskuddet før skat endte på 879 millioner kroner. Det er en kraftig forbedring fra 2017, hvor Just-Eat fik et underskud på 657 millioner kroner.

Just-Eat blev startet i Danmark i 2000, og hjemmesiden blev åbnet for offentligheden i 2001.

Siden da voksede Just-Eat støt og fik flere og flere restauranter på listen, hvor kunder kan købe mad.

I 2011 solgte Jesper Buch, der var en af skaberne bag platformen, Just-Eat til en stribe kapitalfonde for et trecifret millionbeløb.

I 2014 blev Just-Eat noteret på børsen i London til en markedsværdi på langt over 10 milliarder kroner. Siden er værdien steget til omkring 45 milliarder kroner.

Just-Eat har i dag hovedsæde i London og er tilgængelig i 13 lande.

Foruden Danmark er det Storbritannien, Australien, New Zealand, Canada, Frankrig, Irland, Italien, Mexico, Norge, Spanien, Schweiz og Brasilien.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også