Danske Bank og Nordeas onde hvidvaskånd har enorm indflydelse – men kan man stole på manden, der er idømt ni års fængsel for skattesvindel?

Foto: Søren Bidstrup

Bill Browder er udråbt som en helt i den vestlige verden. En mand, der kæmper mod de onde. Som nærmest egenhændigt har taget kampen op mod det korrupte Rusland med en forrået præsident Putin i spidsen, og som i årevis har ført en utrættelig kamp for menneskerettigheder og for at få retfærdighed for sin skatterevisor, Sergej Magnitskij, der i 2009 døde i et russisk fængsel.

Han spiller en nøglerolle i de store afsløringer af hvidvasksager i Danske Bank, Nordea, Swedbank og flere andre internationale banker. Og han er manden, der har fået USA og andre lande til at indføre Magnitskij-love, som indebærer, at navngivne russere hverken kan rejse ind i USA eller lave forretninger i lande, der har indført lovgivningen. En lov, som har fået Rusland til at gøre gengæld og nærmest fået den kolde krig til at blusse op igen.

Men er Bill Browder en helt, eller er sandheden også, at han kynisk har udnyttet Magnitskijs død i et russisk fængsel til at fjerne fokus fra det faktum, at han som investor i Rusland var i søgelyset for at begå skattesvindel – og endte med en dom på ni års fængsel for netop det?

»Det er et ondsindet og anstødeligt spørgsmål. Da Sergej Magnitskij blev myrdet, lovede jeg til minde om ham, hans familie og mig selv, at jeg vil gøre alt i min magt for at søge retfærdighed for ham,« skriver Bill Browder i en e-mail til Finans.

Han viger ikke fra sin egen version af historien: At han efter i 1996 at have grundlagt investeringsselskabet Hermitage i Rusland blev landets største udenlandske investor. Men at han i 2007 blev udsat for et komplot, da russiske efterforskere ransagede hans kontor, stjal nogle af hans investeringsselskaber og efterfølgende brugte dem til at stjæle 1,5 mia. kr. fra den russiske statskasse. Da Sergej Magnitskij som skatterevisor afslørede komplottet, blev han fængslet, tortureret og slået ihjel.

Og når kritikere undsiger Browders version, slår han hårdt ned på dem.

Den anerkendte og prisvindende russiske filminstruktør Andrej Nekrasov er en af dem, der har prøvet at blive udråbt som en propagandist betalt af den russiske efterretningstjeneste, efter at han i 2016 lavede en stærkt kritisk dokumentarfilm om Bill Browder.

Det til trods for, at Nekrasov – der i dag bor i Norge – er manden bag flere dokumentarfilm med kritisk fokus på Rusland, præsident Putin og efterretningstjenesten FSB.

»Browder kalder folk, der angriber ham, for russiske agenter. Mit uheld er, at jeg er født der og har et russisk navn, så psykologisk er det nemt for ham at angribe mig. Men det er paradoksalt, for jeg har lavet en stribe stærkt kritiske film om Putin og Rusland, mens Browder gik rundt og var en stor fan af Putin og forsvarede ham. Han sagde, at Putin var fantastisk og ikke korrupt. Lige indtil det russiske politi begyndte at interessere sig for Browders skattefusk,« siger Andrej Nekrasov.

Han understreger, at hans film trods stemplet som russisk propaganda ikke har fået en krones finansiering fra Rusland, men derimod er produceret af norske Piraya Film, der bl.a. har produceret den Oscar-nominerede dokumentar ”The Act of Killing” og Mads Brüggers dokumentar ”Cold Case Hammarskjöld”.

Den anerkendte filminstruktør Andrej Nekrasov ville have lavet en hyldestfilm om Browders korstog for retfærdighed for sin dræbte advokat - men han endte med en film, der er stærkt kritisk over for hele Browders historie. Foto: Anna Marchuk

I dokumentarfilmen følger man Nekrasov, som først vil lave en hyldestfilm baseret på Browders historie, men senere vender vinklen på hovedet og ender med at portrættere Browder som en manipulator.

Det har ikke været muligt at interviewe Bill Browder, men han skriver i en e-mail, at det ikke er sandt, at han slår hårdt ned på sine kritikere.

»Jeg vil med glæde adressere ærlige kritikere, men vi har måttet håndtere en massiv disinformationskampagne, som udgår fra toppen af den russiske regering som gengæld for Magnitskij-loven,« skriver han og fortsætter:

»Enhver, der har kigget nærmere på den russiske regerings disinformationskampagne, har afvist deres version af hændelserne som outreret og grinagtig.«

Finans er fulgt i sporet på kritikerne og har ved hjælp af amerikanske, engelske og russiske retsdokumenter trykprøvet en række af de påstande, som Browders fortælling bygger på. Konklusionen er klar: Den version af sandheden, som Browder rejser rundt i Vesten og udbreder, er langt fra hele sandheden.

Browders troværdighed spiller ellers en afgørende rolle i Magnitskij-sagen, som den er blevet kendt i alverdens medier og i det politiske efterspil. For politikere i både USA og Europa har lagt afgørende vægt på hans personlige fortælling.

Bill Browder vidner foran det amerikanske senat omkring russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg. Foto: Yuri Gripas

Browders troværdighed blev bl.a. testet, da han i 2015 blev tvunget til at vidne under ed i en amerikansk retssag.

Her var et selskab endt i fedtefadet for at have modtaget en del af de 1,5 mia. skattekroner, som Browder hævder blev stjålet fra den russiske statskasse i et komplot, hvor hans gamle selskaber blev misbrugt. Det var Browder, som havde politianmeldt selskabet. Han havde personligt båret dokumenterne ind til anklagemyndigheden i New York, og senere tog statsanklageren over.

Trods sin rolle i sagen sad Browder ikke frivilligt i vidneskranken, som forsvaret havde indkaldt ham til. Han flygtede flere gange fra advokater, der forsøgte at stævne ham.

En video på internettjenesten YouTube viser et af flugtforsøgene. Efter et besøg hos den amerikanske talkshow-vært Jon Stewarts The Daily Show den 3.februar 2015, hvor Browder fortalte sin version af Magnitskij-historien, ser man ham ude på den sneklædte gade komme løbende, skubbe en kvinde til side, hoppe ind på bagsædet af en bil og ud igen på den anden side, inden han flygter ned ad West 51. Street på Manhattan.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Browder giver i en e-mail denne forklaring på sin flugt.

»De forsøgte at skaffe sig adgang til dokumenter om min sikkerhed, mine personlige bevægelser, de whistleblowere, som hjalp os, og de myndighedsefterforskninger, som vi assisterede. At forsyne den russiske regering med disse dokumenter direkte ville have sat mig, min familie, mine kolleger og vores fællesskab af retfærdighedsaktivister i fare for at blive dræbt af den russiske regering.«

En amerikansk dommer tvang dog Browder til at afgive forklaring under ed, og her kom det frem, at Browders investeringsfond, Hermitage, ikke udelukkende havde den aktivistiske tilgang over for oligarker, som Browder senere selv har fremhævet. Selskabet var øjensynligt også stærkt fokuseret på at betale så lidt i skat som muligt.

Hermitage havde i hvert fald etableret flere investeringsselskaber, som ifølge myndighederne ikke overholdt lovgivningen, og selskaberne blev dømt for skattefifleriet ved domstolene.

Da skattesagerne mod investeringsselskaberne blev indledt, var Bill Browder en stor fortaler for Putin, som han gentagne gange roste, når han udtalte sig til internationale medier.

I januar 2005 understregede Browder i en debat ved topmødet i Davos, at alle i Rusland vidste, at det ikke længere var acceptabelt ikke at betale skat. Men i november samme år blev Browder afvist ved sin indrejse til Rusland – ifølge Browder med argumentet om, at han var en trussel mod landets sikkerhed.

Andrej Nekrasov har en anden udlægning:

»Den største løgn er, at hans skattesag er politisk motiveret, og at Putin personligt er efter Browder, fordi han er bannerfører for menneskerettigheder. Browder blev en fjende af Rusland på grund af de skattenumre, som han og Hermitage lavede,« siger han.

Bill Browder afviser i en e-mail den forklaring. Han skriver, at Hermitage kort efter hans udvisning forespurgte de russiske myndigheder, om der var åbne strafferetlige efterforskninger, som kunne give det udfald.

»Vi modtog et officielt svar, som sagde, at der ingen var. Vi modtog også et svar, der hævdede, at jeg var udvist efter en paragraf i russisk lov, som erklærede mig en trussel mod den nationale sikkerhed,« skriver Browder.

Han har dog ikke sendt dokumentation for sine påstande, ligesom han ikke svarer på spørgsmålet om, hvorvidt han og Hermitage har betalt den skat, de skulle i Rusland.

Her ses Sergej Magnitskijs gravsten. Han kom efter sin død i et russisk fængsel til at spille en storpolitisk nøglerolle. Foto: AP Photo/Misha Japaridze.

Den vigtigste person i Browders historie om de russiske ugerninger er Sergej Magnitskij, som ifølge Browder blev banket til døde på grund af sin heltemodige beslutning om at blive en whistleblower, der afslørede komplottet.

Bill Browder har i sin selvbiografi fortalt, at han tog kontakt til den bedste advokat, han kendte i Moskva, Sergej Magnitskij, i forbindelse med at hans kontor blev ransaget i 2007.

»Så snart Sergej var med på holdet, bad vi ham analysere, om vi havde gjort noget forkert,« skriver Bill Browder i biografien.

Men Magnitskij kom ikke med på holdet i 2007. Under vidneafhøringen indrømmede Bill Browder, at Magnitskij havde arbejdet for ham i hvert fald siden 2002 - blandt andet med et af de investeringsselskaber, som myndighederne havde rejst skattesager imod.

Han indrømmede også, at Magnitskij ikke har en juridisk eksamen. Magnitskij var således ikke advokat. Han var en skatterevisor, der stod i spidsen for afdelingen for skatteret i det advokatfirma, Firestone Duncan, som Browders firma havde brugt siden sidst i 90’erne i Moskva.

Historien om whistlebloweren Magnitskij er helt central i Browders fortælling. Men vidneafhøringerne af Magnitskij, som er offentligt tilgængelige, viser, at han ikke mødte op hos politiet for som whistleblower at afsløre et komplot. Han var indkaldt som vidne i en igangværende efterforskning, fordi han selv og Browder blev undersøgt for skattesvindel.

Ifølge Browder beskyldte Magnitskij under vidneafhøringerne to navngivne efterforskere fra henholdsvis politiet og skattemyndighederne for at være en del af komplottet, hvor kriminelle angiveligt stjal Hermitages’ investeringsselskaber. Det var denne navngivning, der betød, at han senere blev fængslet og slået ihjel. Han var blevet et problem for dem.

I de offentliggjorte vidneafhøringer nævner Magnitskij de to efterforskere talrige gange. Blandt andet fortæller han, at de var med til ransagningerne og til at beslaglægge officielle virksomhedsdokumenter. Men han beskylder dem ikke for at stå bag tyveriet. Han rejser ingen anklager mod dem. For Nekrasov er det afgørende.

»Magnitskij blev indkaldt som vidne i en strafferetlig efterforskning; han gik ikke på eget initiativ for at rapportere en forbrydelse. Browder manipulerer ved at henvise til disse dokumenter som Magnitskijs whistleblower-vidnesbyrd. Det er ikke sandt, at han her anklagede politifolk for tyveri af 1,5 mia. kr. Og der er intet andet bevis for, at Magnitskij afdækkede et tyveri af skattebetalingerne. Derfor falder motivet i Browders fortælling for at fængsle og dræbe Magnitskij fra hinanden,« siger han.

Den schweiziske parlamentariker Andreas Gross har i flere år undersøgt Magnitskij-sagen, og han har som medlem af Europarådets Parlamentariske Forsamling været bannerfører for at indføre resolutioner mod russere i Europa på grund af Magnitskijs død.

I en email-korrespondance med Finans erkender han, at Magnitskij rent faktisk blev afhørt som en mistænkt. Alligevel mener han, at Magnitskij var whistleblower. Ifølge Andreas Gross skete advarslerne som whistleblower blot i politianmeldelser, der lå forud for vidneafhøringerne af Magnitskij.

Finans har gennemgået politianmeldelserne. Magnitskij er ikke nævnt i dem, ligesom det er en direktør i storbanken HSBC, der som Hermitages partner advarer om et muligt svindelnummer og et komplot blandt embedsmændene.

»Først lancerer de en version, hvor Magnitskij under sine vidneafhøringer angiveligt optræder som whistleblower. Når den forklaring falder fra hinanden, lanceres en ny. Og hvis den er rigtig – hvilket jeg ikke mener, at den er – så er Magnitskij slet ikke whistleblower, fordi han ikke beskyldte politiet for tyveriet. Så har Browder rejst verden rundt og gjort en helt forkert mand til helten i historien, som amerikanernes lovgivning er navngivet efter,« konstaterer Andrej Nekrasov.

Ifølge ham er sandheden, at der slet ikke er nogen whistleblower, fordi begivenhederne ikke er foregået, som Bill Browder hævder det. Men det er Andreas Gross uenig i. Han mener, at Browder er pålidelig.

»Han er drevet af sin dårlige samvittighed, fordi han ved, at Magnitskij døde på hans vegne så at sige. Kreml ønskede at putte ham i fængsel og ikke Magnitskij,« skriver Andreas Gross.

Bill Browder angriber flere kritiske røster for at være russiske agenter. Foto: Søren Bidstrup

Selve Magnitskijs død er et andet kontroversielt omdrejningspunkt i hele sagen.

I Browders version blev Magnitskij fængslet og tortureret for til sidst at dø efter at være blevet lænket til sengen og gennembanket af otte vagter med gummistave. Browder hævder, at der er flere rapporter fra de russiske myndigheder, der underbygger denne version.

Men da Nekrasov filmede sin dokumentar om Magnitskij, kunne han ikke få det til at gå op: Han kunne simpelthen ikke få otte kampklædte betjente ind på den plads, der var i Magnitskijs celle. Han endte derfor med at opfatte Browders version af Magnitskijs død som en løgn.

Organisationen Læger for Menneskerettigheder nævner heller ikke tortur eller vold med døden til følge i sin uafhængige rapport om Magnitskijs død fra 2011. Den beskriver, at han var syg og led af galdesten og kronisk aktiv galdeblære- og bugspytkirtelbetændelse, og at han på dagen for sin død klagede over smerter og opkast, men modtog utilstrækkelig lægehjælp.

»Forsømmelsen var kalkuleret, bevidst og umenneskelig. Han modtog utilstrækkelig medicinsk evaluering og behandling gennem sin tilbageholdelse og på dagen for sin død fortsatte dette,« skriver de uafhængige læger i rapporten.

»Den gentagne medicinske forsømmelse og tilsidesættelsen af Mr. Magnitskijs velfærd var utvivlsomt en væsentlig faktor førende til hans død,« lyder en af konklusionerne.

Men der er i rapporten ikke et ord om vagter, der bankede Magnitskij til døde.

Finans har været i kontakt med organisationens daværende direktør, Stefan Schmitt, men han ønsker ikke at udtale sig.

Heller ikke Andreas Gross køber Bill Browders fortælling om, at Magnitskij blev banket til døde, men han mener, at Magnitskij blev dræbt.

»Selvfølgelig blev han dræbt – af systemet - fordi han ikke blev behandlet for sine sygdomme, og fordi hans skæbne blev ignoreret i et samfund, hvor liv har sådan en lav værdi. Spørgsmålet er: Havde nogen intentioner om at dræbe ham, og hvem var det? Indtil du kan sige dette klart, må du være forsigtig,« skriver han i e-mailkorrespondancen med Finans.

Dét har Browder ellers ikke just været. Han har ved flere lejligheder udråbt navngivne personer som Magnitskijs mordere. Det fik en af de russiske efterforskere, som er blevet sat på den såkaldte Magnitskij-liste, til at lægge sag an mod ham i London i 2013. Retssagen endte med at blive afvist, fordi den ifølge dommer Simon i London High Court ikke hørte hjemme i den engelske retssal. Men dommeren fastslog, at Browder gik over stregen med sine anklager.

»Kausalforbindelsen, som man ville forvente i sådan en alvorlig anklage mangler fuldt ud, og intet bliver sagt om tortur eller mord. (….) Forsvaret er ikke kommet tæt på at fremlægge kendsgerninger, som – hvis de blev bevist – kunne retfærdiggøre det stik af bagvaskelse,« lyder det i dommen.

Grafik: Anders Vester Thykier.

Da Browder forlod retssalen efter sagen, udlagde han ellers den afviste sag som en sejr:

»Dette var et chokerende eksempel på bagvaskelses-turisme,« sagde han til avisen The Guardian om den russiske efterforskers søgsmål.

Bill Browder blev i 2013 idømt ni års frihedsberøvelse for skattesvindel i Rusland. I sin selvbiografi, Red Notice, beskriver han, hvordan Magnitskij blev dømt efter sin død. Det var første gang siden pave Formosus i år 897 at en sådan skæbne overgik en død mand.

»Selv Stalin, en af verdenshistoriens ivrigste massemordere, en mand, der havde mindst 20 millioner russiske dødsfald på samvittigheden, nedlod sig aldrig til at sætte en død mand på anklagebænken,« skriver Browder i Red Notice.

Men historien passer ikke. For selvom Magnitskij nævnes som hjernen bag skattefifleriet, er det ifølge dommen kun Browder, der bliver dømt. Konfronteret med dette ved sin vidneafhøring i den amerikanske retsproces i 2015 lød Browders forsvar:

»Jeg er ikke en russisk strafferetsadvokat, så jeg kan ikke bedømme det«.

Så du holder dig til din forklaring, selv om dokumenterne viser noget andet?

»Ja.«

Grafik: Anders Vester Thykier.

Nekrasovs film er aldrig blevet en blockbuster. Selv om dokumentarfilmen har flere år på bagen, er der ikke mange i Vesten, der har set den. For det er lykkedes Bill Browder og hans allierede at holde den væk fra den brede offentligheds kendskab.

Planlagte visninger på tv i både Tyskland, Frankrig og Norge er blevet stoppet, ligesom finsk tv har undladt at vise den. En norsk filmfestival endte også med at tage Nekrasovs dokumentar af plakaten. Selv en planlagt visning i Europa-Parlamentet blev forhindret.

Tidligere i år indrømmede sekretariatschef Günter Schirmer fra Europarådets Parlamentariske Forsamlings afdeling for menneskerettigheder, der står bag Europarådets Magnitskij-rapport, at den store tyske tv-station ZDF opgav at vise dokumentarfilmen efter pres herfra.

»Vores daværende førsteviceformand, Bernd Fabritius, sad tilfældigvis i ZDF’s bestyrelse i Tyskland og overbeviste med filer og beviser i sidste øjeblik de ansvarlige for programfladen om, at dette var et stykke misinformation,« fortalte Günter Schirmer under et møde i Europa-Parlamentet i januar i år.

Finans har bedt ZDF svare på, hvorfor det tilsyneladende ikke er den programansvarlige i ZDF, der beslutter, hvad der skal vises, og om tv-stationen har ligget under for et politisk pres. ZDF har ikke besvaret Finans’ spørgsmål.

»Jeg mener, at det er et klart udtryk for politisk censur,« siger Nekrasov.

Bill Browder understreger i et skriftligt svar, at han kæmpede for at forhindre visningen af Nekrasovs film, »fordi filmen promoverer en komplet falsk, fabrikeret og injurierende fortælling om Sergej Magnitskij, der blev dræbt i 2009, og som ikke kan tale for sig selv.«

Ved en høring i Europa-Parlamentet i januar blev Bill Browder spurgt, om ikke der kunne være brug for en konstruktiv debat mellem ham selv og den russiske filminstruktør i lyset af deres forskellige udlægninger af Magnitskij-historien. Men forslaget fra den spørgende parlamentariker, Nicolas Bay fra Frankrig, blev modtaget med et direkte angreb.

»Tak for dit spørgsmål. Jeg vidste, at FSB (den russiske sikkerhedstjeneste, red.) ville få plantet et herinde. Jeg er glad for at adressere FSB,« svarede Bill Browder.

Finans har spurgt Bill Browder om de uregelmæssigheder, som vores research har afdækket i den historie, han selv fortæller. Det har ikke været muligt at interviewe ham, og han har derfor fået tilsendt en række spørgsmål. Efter en umiddelbar gennemlæsning af spørgsmålene konstaterede han, at en af journalisterne bag måtte være på den russiske lønningsliste.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.