Erhverv
0

Aktierne i Carlsberg og Ørsted sætter kursrekord

Aktierne i både Carlsberg og Ørsted er lukket i den højeste kurs nogensinde.

Carlsberg-aktien steg 0,8 pct. i dagens handel og lukkede i 829,40 kr. Den højeste lukkekurs for bryggeriet har hidtil heddet 823,20 kr. Arkivfoto: Imaginechina

Tirsdag blev rekordernes dag for både Carlsberg og Ørsted, da aktierne i de to selskaber er lukket i højeste kurs nogensinde.

Carlsberg-aktien steg 0,8 pct. i dagens handel og lukkede i 829,40 kr. Den højeste lukkekurs for bryggeriet har hidtil heddet 823,20 kr.

Ørsted steg 1,9 pct. og lukkede i kurs 509,60 kr. - en my over den hidtidige rekord på 509 kr.

Der er ikke kommet specifikke nyheder ud tirsdag, der skulle sætte skub i de to aktier, men begge selskaber har gemmen 2019 øget markedsværdien væsentligt. Siden nytår er Carlsberg og Ørsted blevet henholdsvis omkring 19 og 17 pct. mere værd.

Carlsberg leverede i starten af februar regnskab for 2018. Det viste et stærkere salg end ventet, og siden har flere analytikere løftet kursmålet for aktien.

Ørsted kom også stærkt ud af 2018 med et nettoresultat langt højere end året før. Ved samme lejlighed indstillede bestyrelsen i energikæmpen til et højere udbytte.

Carlsberg-ledelsen skal i morgen onsdag stå over for sine aktionærer til årets generalforsamling, mens Ørsted afholdte sin generalforsamling i sidste uge.

Det samlede danske eliteindeks C25 lukkede 0,7 pct. højere efter dagens handel i indeks 1112,02.

Øverst endte FLSmidth med en stigning på 3,6 pct.

BRANCHENYT
Læs også