Erhverv
0

Volkswagen nedlægger op mod 7000 arbejdspladser

Den tyske bilproducent vil i stadigt højere tempo gennemføre forandringer for at producere eldrevne biler.

Den tyske bilgigant har givet sine ansatte en jobforsikring frem til mindst 2025, oplyses det. Foto: Jacob Ehrbahn

Bilproducenten Volkswagen varsler onsdag, at den vil nedlægge op mod 7000 arbejdspladser inden 2023. Det sker efter overgangen til at producere flere elektriske biler.

- Automatiseringerne af rutineopgaver vil føre til tab af 5000-7000 arbejdspladser de næste år, hedder det i en pressemeddelelse.

Den tyske bilproducent lægger op til, at nedskæringerne skal ske ved frivillige ordninger. Op mod 11.000 ansatte står til at gå på pension i de kommende år.

- Volkswagen vil gennemføre omstillingen stadigt hurtigere, og i løbet af året vil vi tage skridt til at styrke vores konkurrenceevne, siger selskabet.

I forbindelse med omlægningerne skal bilfabrikkerne skære omkostningerne ned med 44 milliarder kroner årligt frem til 2023.

Selskabet med hovedkvarter i Wolfsburg vil i samme periode øge investeringerne på områder som eldrevne biler og automatiseret kørsel fra 82 milliarder kroner til næsten 142 milliarder kroner.

Mens nogle stillinger bliver helt nedlagt, venter ledelsen, at der bliver skabt omkring 2000 nye job inden for elektronik og udvikling af software.

Bilproducentens elektriske omstilling er motiveret af behov for at tilpasse sig nye begrænsninger for udledning af CO2 i EU.

Selskabet forventer at have produceret 22 millioner elbiler inden 2028 mod tidligere forventet 15 millioner.

De nye nedskæringer sker ud over et strukturprogram, som medfører nedlæggelse af 21.000 arbejdspladser på globalt plan inden udgangen af 2020.

BRANCHENYT
Læs også