Erhverv
0

Ny direktør og rekordregnskab til Danske Commodities

Danske Commodities har udnævnt sin CFO Helle Østergaard Kristiansen til ny CEO. Hun efterfølger firmaets stifter, Henrik Lind. Samtidig leverer virksomheden et rekordresultat for 2018.

Helle Østergaard Kristensen bliver ny direktør os Danske Commodities. Hun har været ansat i virksomheden i otte år. Foto: Danske Commodities

Det danske energihandelshus Danske Commodities får ny direktør 1. april. Det er den tidligere CFO Helle Østergaard Kristiansen, der overtager posten fra firmaets stifter, Henrik Lind.

Udnævnelsen af den nye direktør falder sammen med Danske Commodities’ offentliggørelse af et rekordresultat for 2018, hvor virksomheden runder en halv milliard kroner i sit driftsresultat (ebit). Nærmere bestemt 72 mio. euro svarende til 535 mio. kr.

Bruttoresultatet steg med 19 pct. til 123 mio. euro, mens omkostningsgrundlaget forblev stabilt med en mindre stigning på 9 pct., der resulterede i både omsætningsvækst og vækst på bundlinjen. Omsætningen steg med 71% fra 5.472 mio. euro i 2017 til 9.377 mio. euro i 2018.

Resultatet blev, ifølge virksomheden, skabt på baggrund af højere energipriser og øget handelsvolumen.

»På volatile energimarkeder præget af perioder med ekstreme vejrforhold, som markederne ikke havde forudset, har vi haft fordel af vores korte ekspeditionstid og effektive driftsstruktur, og resultatet overstiger vores forventninger til regnskabsåret. Selv om vi ikke forventer at opnå et tilsvarende resultat i 2019, går vi nogle spændende år i møde med mange forandringer. Vi er nu en del af Equinor og ser store muligheder for at kombinere vores ekspertise inden for energihandel med Equinors førende position inden for gas, en voksende portefølje af vedvarende energi og en stærk balance. Vi har en klar strategi og er godt rustet til fremtiden,« siger stifter og nuværende direktør Henrik Lind i en pressemeddelelse.

Henrik Lind indtager nu en plads i bestyrelsen.

Danske Commodities blev stiftet af Henrik Lind i 2004 og har hovedsæde i Aarhus. Selskabet handler elektricitet og gas i 37 lande og har mere end 6.000 megawatt (MW) under forvaltning i otte lande. Sidste år fik selskabet et driftsresultat (ebit) på 60 mio. euro - det højeste nogensinde, men den rekord er altså nu slået med det seneste regnskab.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også