Erhverv
0

Tivoli: Udvidede sæsonen og øgede både omsætning og indtjening

Tivoli fik sidste år et overskud før skat på 120,6 mio. kr. mod 100,5 mio. kr. i 2017. Foto: Anders Bøggild

Tivoli kunne i 2018 fejre sit 175 års jubilæum, og i jubilæumsåret lykkedes det også den gamle have at løfte både omsætningen og overskuddet.

Det fremgår af selskabets regnskab, som er leveret fredag.

For året landede nettoomsætningen på 1058,8 mio. kr. mod 938,5 mio. kr. i 2017.

Driftsresultatet (EBIT) endte på 131,1 mio. kr. mod 104,7 mio. kr. året forinden, mens nettoresultatet løftede sig til 94,2 mio. kr. fra 78,5 mio. kr.

- I jubilæumsåret introducerede Tivoli også den nye sæson "Vinter i Tivoli". Med den nye sæson har Tivoli nu åbent i alle kvartaler i året, hvilket følger strategien om at være en helårsvirksomhed. Helårsdriften af Tivoli Hjørnet og de øvrige forretninger i Tivoli er også en vigtig brik i denne strategi.

- En anden vigtig brik er brugen af salene, der i 2018 har haft knap 400.000 gæster, hvilket er det højeste nogensinde. Vinter i Tivoli blev godt modtaget og havde næsten 10.000 gæster pr. dag. Samlet havde haven åbent i 282 dage i 2018, hvilket er 39 mere end i 2017 og det højeste antal nogensinde, noterer bestyrelsesformand Tom Knutzen i årsregnskabet.

Tivoli venter i regnskabsåret 2019 en omsætning, der er på niveau med 2018, og et overskud før skat og ekstraordinære poster på ca. 100 mio. kr.

Tivoli fik sidste år et overskud før skat på 120,6 mio. kr. mod 100,5 mio. kr. i 2017.

BRANCHENYT
Læs også