Erhverv
0

Norwegian-formand træder tilbage

Bestyrelsesformanden i det kriseramte norske flyselskab Norwegian, Bjørn Kise, træder tilbage.

De turbulente tider for luftfartsselskabet Norwegian fortsætter. Mandag oplyser selskabet, at bestyrelsesformanden Bjørn Kise går af.

Norwegian holder generalforsamling 7. maj. Herfra bliver det en anden, der skal stå i spidsen for selskabets bestyrelse.

- Beslutningen om at træde ud af bestyrelsen i Norwegian er udelukkende min, siger Bjørn Kise til det norske erhvervsmedie E24.

Flere års vækst har slidt på Norwegian, der fik en hård landing på regnskabsåret 2018.

Samlet endte året med et milliardminus, hvilket tvang flyselskabet ud i en stor sparerunde.

Selskabet har samtidig desperat brug for kapital. Derfor har det sat gang i et salg af nye aktier for at hente penge i kassen.

Norwegian-ledelsen tog fusen på mange af sine aktionærer ved at notere de nye aktier til omkring en tredjedel af de nuværende aktiers pris. Det fik aktieværdien til at styrte ned ad i den efterfølgende handel.

Efter nyheden om Bjørn Kises stop har aktien igen taget et hak ned. Denne gang er faldet dog begrænset til omkring en procent.

BRANCHENYT
Læs også