Erhverv

USA: Endnu en Hollywood-chef i skandale

Den administrerende direktør for AT&T Warner Bros. studio, Kevin Tsujihara, vil forlade sin post, efter det er kommet frem, at han har haft en affære med med en ung skuespillerinde, og efter at have spurgt til casting-muligheder for hende i produktioner hos Warner Bros.

Det skriver The Wall Street Journal.

Kevin Tsujihara har som topchef i Warner Bros. studio haft ansvaret for selskabets produktioner af tv-shows og film, og så sent som for få uger siden fik han flere beføjelser, da AT&T annoncerede omstruktureringer af divisionen WarnerMedia efter opkøbet af Time Warner sidste år for 85 mia. dollar.

Chefen for Warner Bros. studio sendte i sidste uge en intern skrivelse til medarbejderne, hvori han undskyldte for sine fejl og den forlegenhed, han har bragt sin familie, venner og virksomheden i.

Kevin Tsujihara er blot det seneste navn i rækken af medie- og Hollywood-folk, som har måttet betale prisen for upassende adfærd. Sidste år måtte den magtfulde direktør for CBS, der blandt andet driver USA's mest sete tv-kanal af samme navn, Les Moonves træde tilbage, da det kom frem, at han gennem en årrække havde misbrugt sin position og krænket en række kvinder.

BRANCHENYT
Læs også