0

Anklager kræver uventet milliardbøde af Carlsberg i opsigtsvækkende kartelsag

Anklageren i en tysk kartelsag kræver, at bøden til Carlsberg hæves til 1,9 mia. kr. Taber bryggeriet sagen, vil det skære en dyb flænge i bryggerikoncernens regnskabstal.

Carlsberg står fast på sin uskyld i en stor tysk kartelsag, som i værste fald kan koste bryggeriet en bøde på 1,9 mia. kr. Foto: JP Foto: AP

Carlsberg kan ende med at skulle sluge en markant større bøde end hidtil antaget i en højtprofileret tysk kartelsag.

Statsanklageren i appelretten i Dusseldorf kræver nu, at den danske bryggerikoncern skal betale 250 mio. euro i bøde svarende til 1,9 mia. kr.

Det er fire gange så meget, som den tyske konkurrencestyrelse forlangte i bøde – en straf, som Carlsberg valgte at appellere.

En nyere tysk retspraksis betyder, at appelrettens dommere beregner bødeniveauet ud fra helt andre kriterier end konkurrencemyndighedernes. Det har i de seneste års kartelsager ført til markant højere bøder til de virksomheder, som har tabt en appelsag.

Derudover begrunder anklageren overfor Finans den højere bøde til Carlsberg med, at kartellet angiveligt varede i fire år - ikke kun to som først antaget.

»Det undrer mig, at Carlsberg gik videre med sagen, nu når de er et børsnoteret selskab. Man bliver nødt til at være et meget modigt selskab for at gå derud,« siger Johann Brück, der er advokat i konkurrenceret hos det tyske advokatfirma Hermanns Wagner Brück, og som har arbejdet med en stribe tyske kartelsager.

Karteller
  • Et kartel er en ulovlig aftale mellem konkurrence virksomheder, der begrænser konkurrencen.
  • I dette tilfælde er der konkret aftalt prisstigninger på markedet, men det kan også være en opdeling af markedet, begrænsninger i produktionen eller koordinering af tilbud og bud på kontrakter.

I 2014 anklagede de tyske konkurrencemyndigheder 11 bryggerier, en brancheorganisation og 14 personer for ulovligt at aftale prisstigninger på øl på det tyske marked. Alle parter accepterede bøderne, undtagen Carlsberg og det Dr. Oetker-ejede storbryggeri Radeberger.

Men få dage inden appelsagens begyndelse trak Radeberger sig fra appelsagen, netop på grund af risikoen for en gigantbøde.

»Fortolkningen af loven, der praktiseres, viser, at det – uanset de faktiske omstændigheder – indebærer uforudsigelige finansielle risici for virksomheder at anlægge sag i sådanne tilfælde,« skriver Radeberger i et skriftligt svar til Finans.

Carlsberg, der ikke ønsker at kommentere sagen, står fast på sin uskyld, og selskabet har i sine regnskaber ikke hensat penge til en eventuel bøde. Hvis bryggerikoncernen taber sagen, vil en milliardbøde derfor flå en særdeles stor luns af resultatet.

Det er endnu usikkert, hvornår der bliver afsagt dom i sagen.

BRANCHENYT
Læs også