Erhverv
0

Hongkong vil bygge kunstig ø til 500 mia. kr.

Mangel på plads får nu Hongkong til at iværksætte en plan om at bygge, hvad der vil være blandt verdens største kunstige øer.

Hongkong er hjem for omkring 7,4 mio. mennesker. Foto: Cheung Kin Foto: Kin Cheung

Hongkong vil bruge 80 mia. dollars – eller i omegnen af 500 mia. kr. – på at bygge en af verdens største kunstige øer for at komme en del af pladsmanglen til livs.

Hongkongs udviklingsminister, Michael Wong, sagde i en tale tirsdag, at man vil skabe en ø på omkring 1.000 hektar land for at håndtere Hongkongs »seriøse mangel på land« og dermed boliger, skriver CNBC.

Det nye landområde vil tage form nær den eksisterende ø Lantau og gøre plads til op mod 260.000 boligenheder, lød det fra Wong.

Hongkong er hjem for omkring 7,4 mio. mennesker og har sine egne love såvel som valuta, og en blanding af lave skatter og lempelig regulering har gjort det til et af verdens finanscentre.

Krydret med høj efterspørgsel og et begrænset udbud har det betydet, at Hongkongs ejendomspriser er tårnhøje.

Selvom de nye planer ifølge Wong vil hjælpe Hongkongs stigende udfordringer med en voksende befolkningsgruppe og pladsmangel, har planerne om den nye ø mødt kritik.

Greenpeace har reageret, skriver CNBC, ved at opfordre regeringen til i stedet at udvikle Hongkongs tidligere landbrugsarealer, fordi det ifølge NGO’en vil være mere omkostningseffektivt og miljøvenligt.

BRANCHENYT
Læs også