Erhverv
0

Kendte bilmodeller dumper i tyveritest

Nøgleløse systemer udfordrer flere producenter, viser britisk undersøgelse.

Luksusmodellen Porsche Macan får skudsmålet "Ringe", når det gælder tyveririsiko. Pressefoto

Keyless go er en feature, som mange købere af nye biler sætter pris på. Men den nøglefrie magelighed kan indebære en betragtelig risiko, skriver Autocar.

Det er det britiske firma Thatcham Research, der er ude med riven efter at have testet en række nye biler. Bilerne er blevet placeret i kategorierne ”Fremragende”, ”God”, Middel”, ”Ringe” og ”Uacceptabel” - alt afhængig af deres sårbarhed over for tyveri.

Af de 11 testede biler i 2019 får følgende modeller skudsmålet ”Ringe”: Ford Mondeo, Hyundai Nexo, Kia Proceed og Porsche Macan.

Bilen, der klarede sig dårligst, var Suzuki Jimny, der får karakteren ”Uacceptabel”.

»Jimny klarer sig dårligt på alle tyveri-parametre og savner basale sikkerhedsfeatures, som forbrugerne med rette kan forvente,« siger Richard Billyeald, teknisk direktør hos Thatcham Research.

Der er heldigvis også bilmodeller, som Thatcham Research placerer i kategorien ”Fremragende”: Audi E-tron, Jaguar XE, Range Rover Evoque og Mercedes B-klasse. En fællesnævner for alle disse er, at de anvender sikre trådløse teknologier til deres nøgleløse systemer samt fjernbetjeninger, der går i dvale, når de ikke anvendes.

Ikke alle i bilindustrien er begejstrede for det britiske firmas ratings af nye bilmodeller. The Society of Motor Manufacturers and Traders (SMMT) påpeger således blandt andet, at der ikke skelnes mellem forskellige versioner af modeller, der ikke nødvendigvis har samme sikkerhedsfeatures. Og organisationen mener, at de offentliggjorte ratings nærmest er en guide til biltyve.

Kia siger i en kritisk kommentar til testen af Proceed, at Thatcham ikke har talt med fabrikken om testproceduren, herunder præcist hvilke parametre Thatcham lægger vægt på.

Thatcham er en uafhængig britisk organisation, der har testet nye alle biler i Storbritannien i over 20 år. Organisationen anbefaler desuden bilister ikke at have bilnøgler og bilfjernbetjeninger opbevaret nær boligens indgange og at opbevare dem på en måde, der kan blokere signaler mellem bil og nøgle/fjernbetjening (en isolering, der virker som et Faradays bur).

BRANCHENYT
Læs også