Erhverv

McDonald's foretager milliardopkøb

Fastfood-kæden betaler næsten 2 mia. kr. for israelsk iværksættervirksomhed.

McDonald's foretager milliardopkøb af tech-iværksætterselskab. Foto:AP/Richard Drew

Den amerikanske fastfood-kæde McDonald's Corp. køber nu den israelske tech-iværksættervirksomhed Dynamic Yield Ltd. i en handel til over 300 mio. dollars, hvilket svarer til næsten 2 mia. kr.

Det skriver bl.a. Wall Street Journal.

Opkøbet af tech-selskabet sker i et forsøg på at forbedre burgergigantens bestilling i butikkerne samt dets online markedsføring.

Dynamic Yield har tidligere arbejdet for en række andre detailkæder med at levere personlige digitale kampagner til forbrugere gennem brug af kundedata. Kampagnerne har bl.a. været for IKEA samt tøjmærkerne Forever 21 og Fendi, ifølge selskabets hjemmeside.

Aftalen er McDonald's første opkøb i år og samtidig er milliardhandlen den største i to årtier.

Den internationale burgerkæde oplevede et betydeligt fald i omsætningen i 2018, hvilket var ventet. Faldet i omsætningen var hovedsageligt udløst af et større strategiskifte, der gav større overskud, men mindre salg.

 »Vi fortsatte med at transformere vores forretning og har gjort betydelige fremskridt i at modernisere vores restauranter og tilbyde mere tilgængelighed, flere valgmuligheder og værdi til vores kunder,« lød det fra den adm. direktør Steve Easterbrook i regnskabet fra sidst i januar i år, ifølge Ritzau.

McDonald's omsætning faldt med 8 pct. 21,1 milliarder dollar i 2018. Overskuddet steg dog til 5,9 milliarder dollar, viste regnskabet.

I september meldte burgerkæden ud herhjemme, at man vil gøre comeback i en række danske byer og indtage nye byer i en offensiv, der over de næste fem år skal øge antallet af restauranter fra 89 til omkring 110.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også