Erhverv

Ungt par sælger børnetøj på abonnement for millioner

Den nordjyske virksomhed Rebuybaby mener, at den har fundet et hul i markedet.

Rebuybaby har tre forskellige abonnementstyper startende fra 369,- kroner pr. måned. 
Foto: Rebuybaby

Med en omsætning på fire millioner på blot ét år har virksomheden Rebuybaby gjort et solidt indtog hos småbørnsforældre i hele landet.

Virksomheden sælger børnetøj på abonnement, og i gennemsnit når det samme stykke tøj rundt til fire børn, inden det bliver for slidt og videregivet til nødhjælpsorganisationer.

»Vi driver en cirkulær forretning, hvor kunderne i gennemsnit beholder tøjet i 40 dage, før de sender det tilbage til os« forklarer Christian Møller, der er stifter af Rebuybaby.

Den Aalborg-baserede virksomhed blev stiftet i 2017 af parret Michelle Lindhardt og Christian Møller.

I praksis fungerer det sådan, at en kunde modtager en boks med tøj, der passer til barnet. Når det ikke passer længere, sendes det retur, så en ny familie kan få gavn af tøjet.

Rebuybaby
  • Rebuybaby blev stiftet i 2017 af parret Michelle Lindhardt og Christian Møller.
  • Virksomheden er placeret i Aalborg.
  • I 2019 er Andreas Dirksen blevet samarbejdspartner og investor.
  • Rebuybaby har omsat for fire millioner i det første regnskabsår.
  • Rebuybaby sælger babytøj på abonnement og har tre abonnementstyper.

Der er altså tale om en abonnementsløsning, og netop kombinationen af abonnement og bæredygtighed vinder frem i øjeblikket, forklarer detailekspert Dorte Wimmer fra Retail Institute Scandinavia.

»For det første boomer genbrug, fordi det er blevet trendy. Hvor det før har været et spørgsmål om at spare penge, er genbrug i dag motiveret af idealer om en kultur, hvor man ikke bare forbruger og smider væk,« siger Dorte Wimmer.

Hun forventer flere lignende virksomheder i fremtiden, fordi danskerne i stigende grad tager abonnementsløsninger til sig.

»Før var det kun aviser, vi fik på abonnement, men der er sket en holdningsændring. Vi kan lide fleksibiliteten i abonnementet,« forklarer Dorte Wimmer.

Rebuybaby forventer ved udgangen af 2019 at have 4.000 medlemmer, og så har den nordjyske virksomhed netop fået en investering fra en ikke helt ukendt erhvervsmand, Andreas Dirksen, der tidligere har solgt virksomheden Plusbog.dk til Freeway-koncernen.

Der findes endnu kun få andre konkurrenter, der tilbyder det samme som Rebuybaby, og stifter Christian Møller er ikke i tvivl om, at virksomheden har fundet et hul i markedet.

»Vi har kun set toppen af isbjerget, fordi vi tror faktisk ikke, at markedet er helt klar endnu. Vi oplever, at mødre skal vænne sig til tanken om, at de blot leaser eller lejer tøjet. Det er et spørgsmål om tid, før folk vænner sig til det,« siger han.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også