Erhverv
0

Boeing-efterforskere: Mistænkelig software var aktiveret inden flystyrt i Etiopien

En ny kommission skal vurdere, hvordan USA’s luftfartsmyndighed godkender nye flytyper.

157 personer mistede livet ved flystyrtet i Etiopien. Foto: Tony Karumba/AFP

Det udskældte anti-stall-system var slået til, inden Boeings 737 MAX 8 styrtede ned i Etiopien 10. marts.

Efterforskere i sagen kommer med den foreløbige konklusion efter undersøgelsen af flyets sorte bokse.

Det skriver Reuters.

Anti-stall-systemet er det samme system, som efterforskere mistænker at være årsagen til flystyrtet i Indonesien tilbage i oktober. Dengang styrtede et Boeing 737 MAX 8 ned i Javahavet og dræbte 189 mennesker.

Systemet forhindrer flyet i at stall’e, der er en tilstand, hvor flyet ikke får nok fart på under opdrift og derfor får en for lodret vinkel i luften.

En foreløbig rapport forventes ifølge amerikanske tilsynsmyndigheder at komme i næste uge.

Ulykkesmodel fra Boeing uden passagerer sikkerhedslandede i USA

Torsdag sagsøgte familien til et af ofrene i flystyrtet i Etiopien Boeing ved retten i Chicago. Ofret var statsborger i Rwanda. Familien sagsøger Boeing for efter sigende at have designet flysystemet forkert. Boeing har udtalt, at de ikke kan kommentere sagen.

Det amerikanske justitsministerium efterforsker i øjeblikket Boeing og flyfabrikantens udviklingsproces, og en ny kommission skal vurdere, hvordan USA’s luftfartsmyndighed FAA godkender nye flytyper.

Samtidig er det kommet frem, at amerikanske og europæiske tilsynsmyndigheder i mindst to år før styrtet i Indonesien, har vidst, at den almindelige metode til at kontrollere næse-vinklen på 737 MAX-fly muligvis ikke virkede i situationer som minder om dem i de seneste to flystyrt.

Boeing opgraderer software på ulykkesramt 737 MAX

Den europæiske luftfartsmyndighed (EASA) certificerede flytypen som delvis sikker, da myndigheden mente, at yderligere procedurer og træning ”tydeligt ville forklare” piloter om ”usædvanlige” situationer.

I usædvanlige situationer er piloter nødt til at benytte et manuelt hjul for at styre flyet, men hvilke situationer, det drejer sig om, er ikke nævnt i flymanualen.

Det manuelle hjul bruges sjældent og kan styre eller ’trimme’ flyets vinkel i luften.

Boeing har nægtet at kommentere EASA-sagen.

I øjeblikket er der flyveforbud for 737 MAX-fly, men det er dog tilladt at flyve flyene uden passagerer til andre lufthavne.

BRANCHENYT
Læs også