Dansk kometchef forlader global koncern med 260.000 ansatte

Jesper Højer stopper straks som global topchef for den tyske discountkoncern Lidl med over 10.500 butikker i 30 lande - herunder Danmark.

Jesper Højer har hele erhvervskarrieren været ansat i Lidl-koncernen. Arkivfoto: Gondola Magazine

Efter to år på posten som global koncernchef for discountkoncernen Lidl med en omsætning på op mod 500 mia. kr. fratræder danske Jesper Højer. Den 40 årige koncernchef ønsker ifølge eget udsagn en bedre balance mellem arbejds- og familieliv.

Det er tirsdag eftermiddag - ifølge Finans’ kilder - meddelt i den tyske koncerns hovedsæde nord for Stuttgart.

Hos Lidl Danmark bekræfter kommunikationschef Morten Vestberg tirsdag aften, at den danske topchef fratræder med øjeblikkelig virkning - og at det sker efter eget ønske.

Jesper Højer blev i 2015 medlem af direktionen i Lidl-koncernen og overtog i 2017 jobbet som adm. direktør. Lidl har flere end 10.500 discountbutikker i 30 lande samt 260.000 ansatte.

40-årige Jesper Højer blev i 2003 ansat i Lidl Danmark og har siden gjort kometkarriere i den tyske dagligvaregigant.

Han blev hentet til posten som koncernchef efter i fire år at have været global indkøbschef. Før det var han landechef for Lidl i Belgien, hvor han i løbet af tre år var med til at øge Lidls markedsandel i landet med 50 pct.

I en meddelelse om fratrædelsen udtaler Jesper Højer, at han er »stolt over at have arbejdet mange år i forskellige internationale stillinger for Lidl.« Han udtaler samtidig:

»Beslutningen om at opsige min stilling var ikke let for mig, men det er på tide til i højere grad at få mit familieliv til at passe sammen med min professionelle fremtid.«

Højer overtog for to år siden chefposten Lidl efter, at der internt i koncernen havde været runder med strategiske uenigheder i toppen. Bl.a. mellem den tidligere topchef, Sven Seidel, og Klaus Gehrig som er formand for Lidls ejer, Schwarz-Gruppe.

Klaus Gehrig i netop ejerkoncernen takker i en meddelelse Jesper Højer for hans mangeårige engagement i Lidl og »ønsker ham det bedste, både privat og professionelt«.

For en uge siden forlod i øvrigt en anden chef også Schwarz-Gruppe  - nemlig den adm. direktør i Lidls tyske søsterselskab, dagligvarekæden Kaufland, Patrick Kaudewitz.

Både discountgiganten Lidl og Kaufland ejes af tyske Dieter Schwarz, der er søn af stifter Josef Schwarz. Schwarz regnes som en af Tysklands rigeste med en formue, der tidigere i erhvervsmediet Bloomberg er opgjort til over 150 mia. kr. 

Italienske Ignazio Paternò overtager midlertidigt stillingen som adm. direktør for Lidl-koncernen.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også