Erhverv

Fagbevægelsen og arbejdsgiverne siger nej til Løkkes mindsteløn

Der bliver sagt klart nej tak fra arbejdsmarkedets parter til statsministerens overvejelser om at lovgive om mindsteløn på udvalgte områder. »Det er ikke den vej, vi skal gå,« lyder det.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har de seneste år lavet forskellige aftaler i regi af trepartsforhandlinger, og derfor skulle de også være med til at se på en lov om mindsteløn, mente statsministeren. Det siger både FH og DA nu nej tak til.  
Arkivfoto: Jens Dresling

Statsminister Lars Løkke Rasmussens idé om at se på en lovbestemt mindsteløn i eksempelvis transportbranchen har ikke ført til stående klapsalver fra arbejdsmarkedets parter, som Løkke ellers selv gerne ville have med i processen.

Både Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, og Dansk Arbejdsgiverforening, DA, er dog enige med statsministeren i, at der er udfordringer med udenlandsk arbejdskraft, der skal løses. Men:

»Vi mener, at vi sammen leverer de bedste løsninger inden for rammerne af den danske model. Statsministerens overvejelser om mindsteløn ved lovgivning er ikke den vej, vi skal gå,« skriver de i en fælles pressemeddelelse torsdag eftermiddag.

Statsministeren satte gang i debatten, da han onsdag aften på sin Facebookside under overskriften ”Ansigtsløftning på en gammel model” luftede tankerne om at lovgive om mindsteløn på områder med grænseoverskridende arbejdskraft.

Årsagen var, at der bl.a. med sagen om de underbetalte filippinske chauffører har været flere sager, hvor arbejdsgivere har udnyttet ansatte, fordi, efter statsministeren mening, der ikke er en lovbestemt mindsteløn.

»Udtrykt lidt populært ville det betyde en lovreguleret mindsteløn på visse grænseoverskridende arbejdsråder med afsæt i det, der er aftalt på arbejdsmarkedet, men uden at udhule aftalesystemets mange fordele,« skrev statsministeren.

Adm. direktør i DA, Jacob Holbraad, afviser Løkkes forslag og behovet for at gøre noget ved modellen.

»Der er mange gode grunde til, at den danske aftalemodel er et forbillede for andre lande. En af grundene er, at danske politikere gennem generationer har respekteret, at det er parterne på arbejdsmarkedet, der selv laver de regler, der gælder om løn- og ansættelsesvilkår. For os er det helt afgørende, at vi ikke ændrer på det,« lyder det fra DA-direktøren.

Formanden for FH, Lizette Risgaard, kalder sagen med filippinerne en »særlig udfordring« og efterlyser i stedet bedre kontrol og bøder, når virksomhederne bryder reglerne i stedet for politisk indblanding.

FH og DA mødes i morgen, fredag, med beskfæftigelsesminister Troels Lund Poulsen om deres forslag til, hvordan man løser problemer med udenlandske chauffører på transportområdet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen, V, luftede onsdag aften tanken om at lave en lovbestemt mindsteløn på sin Facebookside.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også