Erhverv

KBHL: Påskens placering gav fald i passagertallet i marts

Der er dog en stigning på de lange rejser til andre kontinenter end Europa i 2019. Foto: Stine Bidstrup

Københavns Lufthavne (KBHL) oplevede et mindre fald i passagerantallet i marts, hvor der var 2.373.332 passagerer igennem terminalerne i lufthavnen i Kastrup.

Det er et fald på 0,4 pct. sammenlignet med marts sidste år, men tilbagegangen kan primært forklares med, at størstedelen af påsken sidste år faldt i marts, mens den i år er i midten af april, oplyser KBHL.

- Ugen op til påske er en af årets travle rejseuger. I år falder påsken først i april og ikke i marts som sidste år. Det kan helt som forventet mærkes på årets trafiktal for marts, forklarer Thomas Woldbye, der er administrerende direktør hos KBHL, i en meddelelse fra selskabet.

Den forskydning betød et mindre fald i rejserne i både Europa og indenrigs ud af lufthavnen i Kastrup, som til gengæld igen kunne notere sig vækst på de lange ruter ud af Europa.

Passagertallet på langdistancerejser voksede med 8,1 pct. sammenlignet med marts sidste år.

Og det er også klart forventningen, at passagertallet igen vil vokse i de kommende måneder, hvor der - ud over påsken - også er andre helligdage i kalenderen.

Derudover har flere flyselskaber opgraderet sommerprogrammerne, så der nu er endnu flere afgange fra lufthavnen i Kastrup.

- Nu starter sæsonen med de mange helligdage omkring for eksempel pinse, påske, Kristi himmelfartsdag og store bededag. Det er traditionelt perioder, hvor mange rejser på kortere ferier - og i år er der altså endnu flere rejsemål at vælge imellem, siger Thomas Woldbye.

KBHL driver - ud over lufthavnen i Kastrup - også lufthavnen i Roskilde.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også