Erhverv
0

Han købte et flyselskab for 2 kr. - i dag er han milliardær

Tony Fernandes forvandlede en økonomisk ruin til en flyvende forretning. Han er særligt god til én ting, siger han.

Tony Fernandes, stifter af lavprisflyselskabet AirAsia. AP Photo/Andy Wong.

Kan man købe et gældsplaget flyselskab for 2 kr. og forvandle det til en succesfuld milliardforretning? Svaret er ja, hvis man hedder Tony Fernandes.

Den malaysiske forretningsmand overtog i 2001 det kriseramte AirAsia, der i dag er et af verdens største lavprisflyselskaber. Og for nyligt satte Tony Fernandes så ord på sin største styrke som leder af en virksomhed.

Det skete på en konference i Singapore, skriver CNBC.

»Min største styrke, hvis jeg har en, er at finde dygtige personer,« sagde Tony Fernandes.

Siden 2001 har Tony Fernandes udvidet AirAsia fra to fly og 200 ansatte til 250 fly og 20.000 ansatte. I den proces har han bl.a. prioriteret at finde holdspillere, der er dygtige til at kommunikere.

»Jeg leder efter folk, som er sultne. Hvis du kigger på min stab, finder du mange, som tidligere ikke klarede sig godt, og som nu vil bevise sig,« sagde Tony Fernandes på konferencen i Singapore.

Det handler dog ikke kun om at finde dygtige folk - men også om at fastholde dem, understreger Fernandes. Og så pointerer han vigtigheden af at lytte og uddellegere.

»Mange iværksættere tror, at de ved det hele. Men du er nødt til at lytte til folk omkring dig,« lød det fra Tony Fernandes.

Den 54-årige forretningsmand er født i Kuala Lumpur, men gik på kostskole og læste senere økonomi på et universitet i Storbritannien. Her arbejdede han i musikindustrien, indtil at en drøm om at kunne flyve billigt hjem til Malaysia fik ham til at købe AirAsia.

På det tidspunkt var flyselskabet ejet af den malaysiske stat og på randen af konkurs med en gæld på over 80 mio. kr. Tony Fernandes måtte tage lån i sit hus for at overtage kæmpegælden.

Det tog ham kun ét år at vende skuden og igen gøre selskabet overskudsgivende.

Tony Fernandes kendt for at foretrække jeans og en rød AirAsia-kasket frem for jakkesæt. Udover at være en af Malaysias rigeste mænd med en anslået formue på 4,6 mia. kr. er han også personlig ven med Richard Branson og ejer af fodboldklubben Queens Park Rangers.

BRANCHENYT
Læs også