Erhverv

Beijings nye superlufthavn står til at blive en af verdens største

Beijings nye megalufthavn skal efter planen åbne til efteråret. Lufthavnen kan potentielt blive en af verdens største.

Byggeriarbejdere er ved at lægge sidste hånd på Beijings nye superlufthavn Beijing Daxing International Airport. Selve byggeriet skal efter planen været færdig til sommer, så lufthavnen er klar til at åbne 30. september. Foto: AP Photo/Ng Han Guan

Selv om den kinesiske økonomi er ved at miste lidt af pusten, har det ikke sænket kinesernes appetit på gigantiske byggeprojekter.

Til efteråret åbner Kina efter planen Beijings nye superlufthavn, Beijing Daxing International Airport, der ifølge kineserne vil gennemstrømmes af op mod 100 mio. passagerer om året, når lufthavnen er fuldt udbygget.

Det skriver det amerikanske medie Washington Post.

Dermed vil den nye superlufthavn i Beijing ånde verdens travleste lufthavn, Hartsfield–Jackson i Atlanta, gevaldigt i nakken. I alt 107 mio. passagerer satte sidste år deres fod på jorden i den amerikanske lufthavn.

Byggeriet af den nye lufthavn, der startede for fem år siden, skal aflaste Beijing Capital International Airport, der er presset til det yderste.

Beijings nuværende lufthavn havde sidste år 101 mio. passagerer, selv om den slet ikke er bygget til det høje antal. Ifølge Washington Post bliver i omegnen af 400 fly hver dag forsinket i højere eller mindre grad, fordi kapaciteten i lufthavnen for længst er overskredet.

Den altdominerende årsag til lufthavnsproblemerne i Beijing er den voldsomme vækst i antallet af flypassagerer, som Kina oplever i disse år.

Sidste år steg antallet af flypassagerer med 10,2 pct. til i alt 1,26 mia. passagerer.

Ifølge den internationale brancheorganisation for flyselskaber, International Air Transport Association, kan kineserne måske allerede i 2022 erobre titlen som verdens største luftfartsmarked fra amerikanerne.

Når Beijing Daxing International Airport efter planen åbner 30. september, vil den i første omgang have fire landingsbaner. I 2025 skal lufthavnen håndtere 72 mio. passagerer årligt.

Dog er det allerede nu planen, at antallet af landingsbaner på sigt skal udvides til seks, og dermed vil det årlige passagertal ramme de 100 mio.

Lufthavnen er placeret ca 50 km. syd for Beijing.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også