Erhverv
0

Dansk fiskegigant tager et kæmpe dyk

Selvom overskuddet er dykket kraftigt, udbetaler Triplenine Group igen et stort millionudbytte til ejerne.

Overskuddet i Triplenine Group, der har Jes Bjerregaard som adm. direktør, er styrtdykket. Foto: Casper Holmenlund Christensen.

To af Danmarks største fiskekoncerner har på kun et år mistet størstedelen af deres overskud.

Først var det FF Skagen - en af verdens største producenter af fiskemel og fiskeolie - som fremlagde et årsregnskab med et fald i indtjeningen på 90 pct.

Og nu har rivalen Triplenine Group, der holder til i Esbjerg, også afsløret et grimt regnskab. Her er overskuddet styrtdykket fra 111 mio. kr. til 24 mio. kr. Altså et fald på næsten 80 pct.

Ledelsen kalder resultatet »utilfredsstillende og lavere end forventet.«

Det store milliondyk skyldes bl.a., at prisen på de råvarer, som Triplenine Group bruger i sin produktion, er steget mærkbart. Ligesom konkurrenten FF Skagen producerer Triplenine Group fiskemel og fiskeolie på basis af industrifisk som tobis.

Selvom overskuddet er dykket kraftigt, har Triplenine Group valgt at udbetale 70 mio. kr. i udbytte til sine ejere. Året forinden blev der udbetalt 270 mio. kr.

Størstedelen af udbyttet tilfalder den norske hovedaktionær Koppernæs, som i 2016 øgede sin ejerandel i Triplenine Group fra 50 pct. til 82 pct. Det skete ved at købe aktier fra bl.a. en gruppe af vestjyske fiskere og deres familier.

Købssummen er aldrig offentliggjort, men har - ifølge dagbladet Jyske Vestkysten - været på over en halv mia. kr.

De resterende knap 18 pct. af aktierne i Triplenine Group ejes bl.a. af selskaberne Calypso og H.F Industrifiskehandel. Selskabet Calypso, der har Esbjerg-fiskeren Niels Arne Hounisen som hovedaktionær, tjente i sin tid over 200 mio. kr. på salget af hovedparten af aktierne i TripleNine.

H. F. Industrifiskehandel er ejet af TripleNines eneste store, danske konkurrent, FF Skagen.

Omsætningen i Triplenine Group faldt også i 2018 - fra 1,85 mia. kr. til 1,6 mia. kr. Egenkapitalen i fiskekoncernen er på 564 mio. kr.

Adm. direktør i Triplenine Group er Jes Bjerregaard.

BRANCHENYT
Læs også