Erhverv
0

Notre Dame er meget mere end en kirke. Den er et globalt symbol

Det er et af Paris’ helt enestående og absolut uvurderlige klenodier, der nu står hærget efter en storbrand.

Lamslåede følger pariserne branden i Notre Dame mandag aften. Foto: Patrick Anidjar/AFP

Sammen med Eiffeltårnet, Triumfbuen og Louvre hører Notre Dame til Frankrigs, ja Europas største historiske attraktioner og kulturelle vartegn.

Placeret midt på den lille ø Île de la Cité i Seinen er den gotiske kirkebygning med de to mægtige tårne fast inventar på millioner af turisters tur gennem byernes by. Den er tillige et af kristenhedens store symbolske bygningsværker.

Notre Dame er meget mere end en kirke. Den er et nationalt fransk anliggende med sin historie på ca. 850 år. Og den er et globalt symbol på dybe rødder, lange linjer, tradition og identitet.

I de senere år har betjente været udstationeret ved kirken af frygt for terroraktioner, men ellers forlener kirken alle besøgende med den særlige atmosfære af historie, kultur og fransk grandeur, der er så typisk for netop Paris.

Øget sikkerhed

Den ser mindre ud udefra, end når man opholder sig inde i kirken. Den har snildt plads til 6.500 besøgende til en almindelig messe, og ved særlige lejligheder kunne der sagtens være flere.

Den var indtil branden stadig i brug som kirke og fremstod altså ikke kun som et historisk monument. Dagligt har der været tre-fire messer i løbet af dagen foruden en aftenmesse.

I de senere år har adgangen været temmelig reguleret på grund af den voldsomme tilstrømning af turister, men også på grund af den øgede sikkerhed.

»Notre Dame er et af den kristne verdens store symboler. Den lægger linjen for udformningen af Middelalderens store byggerier af katedraler,« siger biskoppen for den katolske kirke i Danmark, Czeslaw Kozon.

Sammen med de storslåede katedraler i Reims og Chartres er Notre Dame Frankrigs nationale kirkebygning. Præsidenter er blevet begravet herfra. Kejsere er blevet kronet. Den har huset den nationale erindring og identitet.

Den har indeholdt, hvad der bredt betegnes som enestående kulturværdier, selv om meget også er blevet ødelagt gennem dens lange historie.

Notre Dame er et af den kristne verdens store symboler.

Czeslaw Kozon, biskop
Tidligere kunne man gå lige ind og tage de 387 vindeltrappetrin op i tårnet og indsnuse en vidunderlig udsigt over Paris. Det går ikke længere. På den måde har også Notre Dame mistet lidt af sin uskyld.

Særligt berømt er kirken for sine store og små mosaikvinduer. Oprindelig var det mørke mosaikker. Under Ludvig XIV blev de udskiftet til klart glas, men i 1965 under præsident de Gaulle blev de ført tilbage til mørkt glas.

Det var pave Alexander III, der i 1163 lod lægge den første sten til den senere så mægtige katedral på et sted, hvor der tidligere havde været en kirke og et tempel fra før romertiden.

Præsident Macron lover, at Notre Dame vil blive genopført i sin velkendte udformning. Et dramatisk eksempel på, at det kan lade sig gøre, er den spektakulære genopbygning over 15 år af den ligeledes meget berømte Frauenkirche i Dresden i Tyskland.

Den blev bombet til ruiner under det store allierede luftangreb i februar 1945 og henlå i hele DDR-tiden som en stor ruinbunke. Men efter Tysklands genforening blev den genopbygget, sten for sten, og fremtræder nu i gammel glans.

850 års historie

Notre Dame-katedralen blev brugt første gang i 1239, men først i 1345 stod den helt færdig. Den har været i brug lige siden med undtagelse af nogle år lige efter Den Franske Revolution.

En overgang efter 1789 blev den solgt til nedrivning, og der blev solgt ud af en del af det kostbare indbo, som nu opbevares på andre museer. Men katedralen blev reddet af Napoleon.

Berømt er Jacques Louis Davids maleri, der viser, hvordan Napoleon i Notre Dame i 1804 tager kronen ud af hænderne på paven for at sætte den på sit eget hoved som ny, selvbevidst kejser.

Victor Hugo brugte kirken som scene for sin store roman ”Klokkeren fra Notre Dame”. I 1841 påbegyndtes en gennemgribende renovering. Siden har Notre Dame fungeret som national kirke på linje med f.eks. Holmens Kirke i København og Westminster Abbey i London.

Med branden i Notre Dame græder ikke kun pariserne. Det gør alle, der har været i Paris.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også