Erhverv

Analytiker om SAS-piloter: De er trods alt ikke flygtet

Trods kritik af SAS - og pilotmangel i Europa - er piloter ikke gået til andre selskaber, påpeger analysechef.

I forbindelse med pilotstrejken ventes 72.000 passagerer at blive påvirket, og 673 afgange bliver aflyst. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det er en mærkværdig protest, som piloterne i SAS fredag har indledt mod forholdene i det skandinaviske flyselskab.

Det mener aktieanalysechef hos Sydbank Jacob Pedersen, der i en lang årrække har fulgt udviklingen i flybranchen.

I alt 1409 piloter i Danmark, Norge og Sverige er gået i strejke, fordi de ikke er nået til enighed med SAS om en ny overenskomst. Striden mellem parterne handler om arbejdstid og løn.

- Det er bemærkelsesværdigt i en situation, hvor der er stor pilotmangel rundt om i Europa, at SAS ikke oplever nogen flugt, hvis piloterne er så utilfredse med den pakke, de har i dag hos SAS.

- Men når det er sagt, så har piloterne stået model til utroligt meget hen over de sidste små 20 år i form af forskellige typer af besparelser, lyder det fra Jacob Pedersen.

Han fremhæver, at langt de fleste af SAS's piloter og kabinepersonale arbejder på skandinaviske overenskomster. Dermed er staben allerede en større udgift for SAS sammenlignet med piloter i andre flyselskaber.

I forbindelse med pilotstrejken ventes 72.000 passagerer at blive påvirket, og 673 afgange bliver aflyst.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også