Ring af danskere er indblandet i spektakulær millionsvindelsag
En stribe danske erhvervsfolk efterforskes af myndighederne i flere lande for deltagelse i formodet momssvindel for 540 mio. kr. Det afslører erhvervsmediet Finans i samarbejde med Information og flere end 30 internationale medier.
En række danske forretningsmænd er blevet centrum i en større international sag om formodet systematisk momssvindel med tråde til flere europæiske lande, USA og Dubai.
Sagen er en udløber af en række tidligere internationale svindelsager, hvor der ifølge myndighederne er snydt for milliarder af kroner. I øjeblikket efterforsker myndigheder i flere lande bl.a. omfattende momssvindel med køb og salg af elektricitet. I den forbindelse sidder en dansk statsborger fængslet i Polen for gennem selskabet Castor Energy at have medvirket til momssvindel for mere end en halv milliard kroner. Ligeledes er syv andre unavngivne personer tiltalt i Polen.
Det danskstyrede Castor Energy-selskab opererede gennem et kontorhotel i Oslo.
Her har myndighederne allerede krævet over 100 mio. kr. beslaglagt i, hvad der betegnes som en af de største hvidvasksager i norsk historie. Men selv om den norske stat har gjort krav på pengene, som formodes at være en del af momssvindlen, har det ikke været muligt at spore dem.
De danske forretningsmænd har en stribe konkurser bag sig.
Momsekspert Søren Engers Pedersen fra revisionsfirmaet Baker Tilly mener, at det er på tide, at politikerne i Danmark griber ind med en mere effektiv lovgivning.
»Man har jo rent politisk villet gøre det nemt at starte virksomheder op. Det er meget sympatisk, men det betyder også, at kontrollen med disse selskaber jo reelt set har været ikkeeksisterende i rigtig mange år,« siger han.
Den delvist mørklagte sag kan i dag afsløres af Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans og Dagbladet Information og det internationale journalistsamarbejde Grand Theft Europe, der er koordineret af det tyske researchkollektiv Correctiv.
Oplysninger herfra kæder flere af de danske forretningsmænd sammen med en række milliardstore svindelsager i både Tyskland og Italien. Samtidig forklarer flere kilder, hvordan svindelsagen med Castor Energy trækker tråde til et større netværk af de samme danske forretningsmænd, som bliver efterforsket af FBI i USA i forbindelse med organiseret svindel med moms i flere EU-lande.
Der findes ingen opgørelser over, hvor meget der snydes med moms i Danmark. Men Søren Engers Pedersen anslår, at den danske stat hvert år mister godt 5 mia. kr. på organiseret momssnyd, mens det samme tal ifølge EU-Kommissionen på europæisk plan er 373,3 mia. kr.
FBI har ikke ønsket at kommentere sagen. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra flere af de involverede forretningsmænd.