Erhverv
0

Danfoss øger toplinjen i årets første kvartal

Danfoss kommer ud af første kvartal med en øget omsætning på 3 pct. målt i lokal valuta. Samtidig øger koncernen investeringerne i innovation.

Arkivfoto: Uffe Weng

Industrigiganten Danfoss kommer ud af årets første tre måneder med solid vækst på toplinjen. Omsætningen stiger til 1,56 mia. euro, hvilket er en stigning på 6 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Målt i lokal valuta svarer stigningen til 3 pct.

Det viser det regnskab for første kvartal, som Danfoss har offentliggjort tirsdag morgen.

»Vi er kommet godt fra start og fortsætter vores momentum. Som forventet har vi siden fjerde kvartal sidste år set lavere vækstrater i nogle af de industrier, som vi opererer i,« siger Kim Fausing, koncernchef i Danfoss.

Driftsresultatet (ebit) lander på 160 mio. euro, hvilket er på samme niveau som samme kvartal sidste år. Driftsmarginen ligger på 10,3 pct. sammenholdt med 11,3 pct. året før.

Også nettoresultatet lander på samme niveau. I 2018 lå det på 113 mio. euro, mens det i januar, februar og marts faldt en smule til 110 mio. euro.

Til gengæld øger koncernen sine investeringer i ny teknologi og innovation. Investeringerne steg med 11 pct. til 68 mio. euro i første kvartal.

»Men vores energieffektive og innovative løsninger har aldrig været mere relevante, og vi fortsætter med at styrke vores kerne-forretninger, så vi holder os i front på markedet. For eksempel investerer vi kraftigt i elektrificering og digitalisering, og vi har løftet vores investeringer i innovation. Det er vores strategi til at sikre fremtidig vækst,« siger Kim Fausing.

Som følge af kvartalsregnskabet fastholder Danfoss sine forventninger til 2019.

BRANCHENYT
Læs også