Erhverv
0

Pilotstrejken sendte SAS i dørken

Trafik-tallene er ikke hyggelig godnatlæsning for SAS. April måneds pilotstrejke skar næsten 15 pct. af antallet af passagerer, der fløj med selskabet.

Foto: Heiko Junge / NTB scanpix

Pilotstrejken sender SAS' trafiktal for april i bund. Antallet af passagerer for april faldt med 14,5 procent, viser trafiktal fra SAS. Ikke engang påsken, der i år var flyttet fra marts og ind i april, kunne redde SAS' passagertal.

I alt transporterede SAS 2,16 mio. passagerer i rutefly i april mod 2,52 mio. i samme måned sidste år. Det svarer til et fald på 14,5 pct.

Samlet set var antallet af passagerer inklusive charterflyvninger 2,19 mio., hvilket var et fald på 13,9 pct. på årsbasis.

Passagertrafikken på rutefly målt på antal fløjne passagerkilometer (RPK) faldt med 12,8 pct. i forhold til samme måned af 2018.

Luftfartsselskabets sædekapacitet (ASK) faldt med 14,9 pct. i måneden, mens kabinefaktoren (belægningen) var på 74,4 pct. Belægningsprocenten var 1,7 pct.point højere end i april sidste år.

Den valutajusterede yield, der dækker over omsætningen per fløjet passagerkilometer, steg med 6,1 pct. i april.

Strejken blandt SAS' nordiske piloter strakte sig fra den 26. april til den 2. maj og omfattede dermed fem dage i april.

I alt blev godt 4000 flyvninger aflyst i perioden, hvilket berørte lige godt 380.000 passagerer.

Påskens placering i april i år mudrer tallene en smule yderligere, da påsken sidste år faldt delvist i marts.

Lægger man både marts og april sammen, har SAS ifølge Ritzau Finans haft næsten 300.000 færre passagerer i år end sidste år. Modsat har konkurrenten Norwegian oplevet en stigning i samme periode.

SAS fik til gengæld mere ud af de passagerer, der kom ud af flyve inden strejken, rent økonomisk. Det måles ved at opgøre, hvor meget SAS tjener per kilometer, selskabet flyver en kunde.

Det tal var i april 6,1 procent højere.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også