Erhverv
0

Ambu og Rockwool mangler fortsat kvinder i bestyrelsen

Ambu og Rockwool er de eneste to tilbageværende store børsnoterede virksomheder, som endnu ikke har fået kvinder ind i bestyrelsen.

Det viser en kortlægning, som Berlingske har foretaget. Analysen afdækker samtidig, at andelen af kvinder i bestyrelsen i de 37 største virksomheder på fondsbørsen er steget ganske lidt det seneste år fra 25,6 pct. til 25,8 pct.

Ambu og Rockwool har begge som mål at få kvindelige bestyrelsesmedlemmer, men har begge udsat deres egne frister for at nå det mål. Det møder kritik.

- Det er dårlig praksis, når man både har et lavt ambitionsniveau, ikke når målet og så bare sætter en ny frist og rykker hegnspælen uden at give yderligere forklaringer, falder ordene fra Anders Schelde, investeringschef i MP Pension, til Berlingske.

MP Pension valgte på den baggrund ikke at stemme for genvalg af samtlige bestyrelsesmedlemmer i Rockwool på den nyligt overståede generalforsamling.

Bestyrelsesformand i Rockwool, Henrik Brandt, har ikke ønsket at kommentere Berlingskes artikel.

Hos Ambu har formand Jens Bager haft en konsulent på opgaven med at finde kvindelige kandidater til bestyrelsen, og trods et felt på 50 kvinder og samtaler med et tocifret antal af disse, var Jens Bager ikke mand for at indstille en eneste af dem til bestyrelsen.

- Det handler om mennesker, som har en travl professionel og personlig hverdag, og en bestyrelsespost skal passe ind i deres liv, lige så vel som deres kvalifikationer skal passe ind i Ambu, har Ambus formand tidligere sagt til Berlingske.

Jens Bager er ikke vendt tilbage på Berlingskes henvendelser i forbindelse med onsdagens artikel.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også